Erfaringer er genreløse

Det, der kan gå mig på, er, at forfattere som Jonas T. Bengtsson og Morten Pape, der skriver konventionelt psykologisk-realistisk prosa, og disse forfatteres tilhængere, tror, at den måde at skrive på, opfundet engang sidst i 1800-tallet, ikke bare er særlig autentisk og naturlig i sig selv, men også særlig autentisk og naturligt udtrykker en særlig slags erfaringer, nemlig de særligt autentiske og naturlige erfaringer, som er opvækst og levet liv i bunden af samfundet.

For sikke noget græsseligt, fordækt litteraturpolitisk vrøvl: Erfaringer er genreløse og har ikke i sig selv litterære præferencer. Problemet er, at smal, kompleks, eksperimenterende, modernistisk, postmodernistisk litteratur – sært barn har mange navne – ikke uden videre gør opmærksom på, at de er skrevet på eller fra underklassebaggrund, de behøver ikke handle om det på nogen åbenlys facon (men de behøver heller ikke ikke at gøre det). Mens konventionel underklasseprosa kan blive nødt til at pukke på underklasseautenticiteten som litterært værdifuld, i og uden for værket; fordi der ikke er nogen litterær ukonventionalitet, også kaldet originalitet eller bare stil, inde i værket til at generere værdien.