Det pragtfulde ved Marcel Prousts kritik af kritikeren Charles Augustin Sainte-Beuve er, at førstnævnte igen og igen begår de samme fejl, som han mener, at sidstnævnte begår. Proust er nemlig nøjagtig lige så sladderagtig som Sainte-Beuve. Det ler man så ad, mens man læser de yndefulde essayskitser, Proust skrev i 1908, året før påbegyndelsen af sit monumentale hovedværk, På sporet af den tabte tid. Skitserne blev først udgivet posthumt i 1954, som Mod Sainte-Beuve, der nu lykkeligvis findes på dansk.

Men hvem var så denne Sainte-Beuve (1804-1869), der døde, før Proust blev født? Frem for alt manden bag en serie af såkaldte »Mandagscauserier«, som fra 1849 og frem til hans død blev bragt i flere franske aviser. Sine nyfigne læsere fortalte Sainte-Beuve, hvad der blev talt om i Paris' litterære saloner. Hvem der havde vist sig – eller ikke vist sig – dér, og hvem der havde smigret eller smædet hvem.