Faust og Mefisto. Goethe jonglerede så længe og så behændigt med sit tragediestof, at det til sidst blev hængende i luften. Smukt og sublimt ironisk.
Ak, Gretchen!
Jeg forelskede mig i Gretchen, længe før jeg vidste, at hun var en figur i Johann Wolfgang von Goethes drama Faust.
Mine forældre havde en grammofonplade med sopranen Irmgard Seefried, der sang sange af Franz Schubert, og den første sang på pladen var »Gretchen am Spinnrade« – den, hvor den unge Gretchen i sit lille kammer synger om den indre ro, hun ikke længere kan finde, nu hvor hun har forelsket sig i den noget ældre Faust, og hvor klaverets ligesom snurrende akkompagnement får lytteren til at forestille sig den spinderok, som hun med sin lille fod får til at snurre rundt og rundt. Pludselig går den i stå. Og så går den i gang igen. Den sang berusede mig, da jeg var ti.
Del:
