Åger [ˈɔˀwʌ] Skulle jeg uforberedt gætte på ågerens etymologi, ville jeg nok få den idé, at ordet er i familie med åg. Åger og åg ligner hinanden som store- og lillebror, og det er let at forestille sig, at ågerkarlen ridende på ryggen af sit renteoffer foranlediger en smerte lig den tunge byrde af ågets to fyldte spande vand.

Sådan er det naturligvis ikke. Åget kan føres tilbage til et indoeuropæisk ord for sammenbinding, ågeren har sin indoeuropæiske herkomst i et ord, som betyder at forøge eller tiltage. Forøgelsen går på det med renterne, man må ikke kræve ublu renter, så er man ovennævnte ågerkarl, og det ord har ingen positive konnotationer.