Fortidsvendt. Ghassan Kanafani har som få formet det palæstinensiske folks æstetiske og politiske selvbillede. Nu er hans hovedværker samlet i én udgivelse.
1948 for evigt
For den, der ønsker at forstå de psykologiske mekanismer bag den palæstinensiske frihedskamp, er Mænd i solen årets nøgleudgivelse på dansk. Bogen samler de vigtigste fortællinger fra alletiders vigtigste palæstinensiske skønlitterære forfatter, Ghassan Kanafani (1936-72) – fire lange tekster, der formmæssigt placerer sig et sted mellem novelle og kortroman.
Næsten fra begyndelsen blev palæstinensernes kamp en beholder for revolutionære fantasier for folk fra alle egne af verden. Derfor findes der også mange sandheder om kampen og dens vigtigste skikkelser. Kanafani skiller sig ud ved, at han – modsat mange andre, der har gjort kampen til et afgørende personligt anliggende – selv gennemlevede det traume, der udgør kernen i palæstinensernes sag: fordrivelsen under 1948-krigen fra de områder, der blev til Israel.



