Anmeldelse: DJ Bambi. I Auður Ava Ólafsdóttirs lavmælte og underfundige roman, om en transkønnet eks-dj fra Island, er det aldrig for sent at blive den, man er.
Når man begynder på østrogen
Det lyder umiddelbart ubærligt hipt: en transkønnet dj fra Island, der hedder Vindstille. Men hovedpersonen i DJ Bambi, Auður Ava Ólafsdóttirs roman, er en stille eksistens i 60erne, der passer sit arbejde som bioanalytiker, går ture ved vandet i en ruskindsjakke med pelskant, primært opholder sig alene og i sit hoved og tilfældigvis er Islands ældste transkvinde, der med prøvet tålmodighed står på venteliste til sin »nedre operation«.
Stille, som hun kaldes, har en tvillingebror, Trausti, der besøger hende dagligt; beskyttende og tavs: »Min tvillingebror siger ikke nødvendigvis ret meget når han kommer på besøg. Faktisk kan man sige at han tier på forskellige måder hver gang han kigger forbi omkring frokosttid. Så det kan være lidt svært for udenforstående at forstå betydningen af det min bror ikke siger.«
Del: