Falsificeret. Ifølge FN er vi 8,2 milliarder mennesker på kloden, men vi kan være langt flere, mener finske forskere.
Hvor mange er vi?
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
FNs opgørelser viser, at klodens befolkning udgør 8,2 milliarder mennesker, hvor Indien i øvrigt har overhalet Kina som den folkerigeste nation med 1,46 milliarder indbyggere.
Men nu siger forskere fra Aalto-universitetet i Finland, at vi er langt flere mennesker på Jorden, end FN når frem til. Ifølge deres forskning undervurderer de globale datasæt nemlig antallet af mennesker, der bor på landet, fordi de er svære at registrere.
Det, vi ved nu
Forskerne har analyseret de fem mest anvendte globale befolkningsdatasæt – WorldPop, GWP, GRUMP, LandScan og GHS-POP – og konkluderer, at mellem 53 og 84 procent af landbefolkningen kan være overset.

For eksempel anvender GRUMP- og WorldPop-datasættene satellitbilleder til at spore befolkningen ved at registrere nattelys, men denne metode overser let områder uden elektricitet.
Konklusionen bygger på data fra 307 dæmningsprojekter i 35 forskellige lande. Når en dæmning bygges, oversvømmes store områder, og de lokale indbyggere skal genbosættes. Der foretages derfor befolkningstællinger, og ved at sammenligne disse tal med de globale datasæt har forskerne fundet markante uoverensstemmelser.
Men …
De finske forskere vil dog ikke sige, hvor mange mennesker der mangler i de globale databaser, men eftersom 40 procent af klodens befolkning bor i landdistrikter, kan fejlen vise sig at være flere milliarder.
Andre forskere er dog kritiske over for resultatet, som fokuserer meget på Kina og andre steder i Asien, men de medgiver, at der er problemer med at indsamle befolkningsdata fra landdistrikter i udviklingslande.
Nature Communications & New Scientist, 18. marts
Del:



