Satellit. Japan planlægger at opstille langtrækkende missiler, mens – eller måske endda fordi – tvivlen vokser om den amerikanske sikkerhedsgaranti.
Missilerne i øst
Ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo planlægger Japan inden for det næste års tid at opstille nye missiler med en rækkevidde på 1.000 kilometer i et forsøg på at afskrække sine kinesiske og nordkoreanske naboer fra aggression.
Missilerne, som sandsynligvis skal placeres på den sydlige ø Kyushu, vil være en videreudvikling af det eksisterende type 12-missil, der affyres fra ladet af en lastbil og er beregnet til at blive brugt mod skibe.
De japanske planer kommer på et tidspunkt, hvor der ligesom i Europa er opstået tvivl om, hvorvidt amerikanerne vil komme til hjælp i tilfælde af krig. »Vi har en interessant aftale med Japan, hvor vi skal beskytte dem, men de ikke behøver at beskytte os,« sagde præsident Donald Trump tidligere på måneden.
Japans grundlov, skrevet under den amerikanske besættelse i 1947, forbyder ganske vist landet at bruge krig som et middel til at løse internationale konflikter, men den praktiske betydning af denne formulering er ændret drastisk i de seneste år.

I midten af 2010erne gennemførte daværende premierminister Shinzo Abe en ny lovgivning, som tillod Japan at komme allierede til hjælp i sit nærområde, og i 2019 erklærede Abe, at langtrækkende missiler ikke var grundlovsstridige.
harms
Del:



