Da Thomas Kjems, en 27-årig ingeniør fra Nordjylland, i efteråret 2022 rejser ind i Iran med rygsækken fuld af kameraudstyr – sågar en drone, der godt nok bliver konfiskeret ved grænsen – har han en plan: Han vil møde almindelige iranere i øjenhøjde og dokumentere den berømte iranske gæstfrihed. Optagelserne vil han uploade på sin YouTube-kanal, hvor også hans film fra første del af rejsen fra Nordjylland til Asien ligger; blandt andet fra Ukraine, hvor han befandt sig, da Rusland invaderede.

Thomas er ikke interesseret i politik og genkender ikke det billede, som medierne tegner af Iran. Det er et misforstået land, tænker han ifølge udenrigskorrespondent og forfatter Simi Jans detaljerede fortælling om den unge eventyrlystne dansker.