Falsificeret. Nye undersøgelser viser, at den først opdagede flyveøglefamilie har mange flere slægtninge end tidligere antaget.
Genforenede flyveøgler
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Juledagene er den tid på året, hvor familierne atter samles, og derfor er det meget passende, at palæontologer fra Universitetet i Leicester netop har genforenet en familie, der har været adskilt i mange år.
Det drejer sig om en familie af flyveøgler af arten Pterodactylus, der levede for 150 millioner år siden. Da det første fossil af en flyveøgle blev fundet i 1784 i Bayern, var det netop en Pterodactylus, men nærmest lige siden har forskerne diskuteret, hvor mange flyveøgler der egentlig hører til arten Pterodactylus, og hvor mange der tilhører helt andre arter.
Det, vi ved nu
Nu har palæontologerne analyseret flyveøgler på museer verden over ved at bestråle fossilerne med ultraviolet lys. Fluorescens fra uv-lyset kan nemlig afsløre små og næsten usynlige knogledetaljer, der adskiller den ene flyveøgle fra en anden.

Eftersom Pterodactylus har nogle helt unikke kendetegn i skelettet, har forskerne været i stand til at finde næsten 50 nye slægtninge til Pterodactylus, som på museerne var katalogiseret som andre arter af flyveøgler.
Dermed er der også nærmest sket en eksplosion i deres viden om flyveøglen, og de kan nu rekonstruere dens livshistorie, fra den kom ud af ægget og var på størrelse med en rødhals, til den som fuldvoksen var på størrelse med en ravn og med et vingefang, der var næsten ti gange større.
Men ...
Selvom forskerne nu har langt flere Pterodactylus til rådighed, understreger de, at samlingen af fossiler ikke er tilstrækkelig til at rekonstruere hele dens evolutionære udvikling. Deres julegaveønske er derfor endnu flere fossiler.
Journal of Systematic Palaeontology, 17. december
Del:



