Kommentar. Debatter på sociale medier får ofte det værste frem i folk. Jeg har selv været en af de værste, skriver Weekendavisens debatredaktør.

»Jeg var blevet en bedrevidende og hånende idiot«

Det turde være oplagt, at den offentlige debat på de sociale medier er i krise. Man behøver ikke at være internetfilosof for at kunne se, at offentlige mødesteder som Facebook, X og Instagram, selekteret af kommercielle algoritmer, skaber filterbobler, der forstærker ekkokammereffekten og skaber en patologisk polarisering.

De sociale medier er designet til at skabe social ubalance snarere end gamle Jürgen Habermas’ ideal om en »herredømmefri kommunikation«, der hviler på en fælles opfattelse af sandhed, udsagnets rigtighed, intentionens vederhæftighed og sprogets forståelighed.

Sådan lyder det strukturelle perspektiv. Men hvad med den enkeltes ansvar? Hvad med os selv? Hvad med mig?

For et års tid siden slettede jeg min profil på det daværende Twitter og sagde farvel til 6.000 følgere. Det gjorde jeg ikke på grund af de andre, men på grund af mig selv. Selvom udviklingen havde været snigende, var jeg ikke længere i tvivl om, at det sociale medie havde gjort mig til et virkelig irriterende bekendtskab.

Jeg langede ud efter Gud og hver mand. Kolleger og offentligt kendte, men også civilister, der kom på tværs af min egorus. Jeg opfattede dem som ubegavede mennesker ude af stand til at tænke to sammenhængende tanker.

Jeg var med andre ord blevet en bedrevidende og hånende idiot med et uforsvarligt kort aftræk, der ikke ligefrem gjorde de andre brugere rarere at høre på. En digital modborger med en offentlig persona, som stod i modsætning til, hvordan jeg var privat. Her var jeg stadig den samme ret godmodige, lettere konfliktsky lyttende fartype, altid mere interesseret end interessant.

Sidste sommer ude i vores have, midt i et nyt Twitter-uvejr, stillede min søn på 14, som på mange måder er klogere end mig, et godt spørgsmål:

»Far, hvad får du egentlig ud af det?«

Jeg vidste instinktivt, at han havde ret, men forsøgte mig ikke desto mindre med et desperat selvforsvar:

»Mig? Jeg gør det ikke for min egen skyld, men fordi det er nødvendigt. Den offentlige debat er jo noget af det vigtigste, vi har! Vi skændes ikke, vi diskuterer …«

Han smilede overbærende og gav sig til at tjatte til en fodbold.

Den offentlige debat er sandt nok en af det liberale demokratis grundpiller, hvad enten den kommer i form af en debataften på den lokale folkeskole, læserbrevet til avisen eller en diskussion på Facebook. Og netop derfor er vi så forbandet forpligtet til at gøre det bedre, også på sociale medier.

Ikke fordi alt skal renskures, ikke fordi vi igen skal til at tonemestre debatten. Vi må gerne være skarpe og vældig uenige, men vi er samtidig nødt til at holde os til sagen og respektere den part, vi diskuterer med. Alt andet er demagogi.

I ET HALVT ÅRS TID fandtes jeg ikke på sociale medier, sådan da. På Facebook har jeg i årevis haft en venneløs profil, som nøjes med at være medlem af nogle nostalgiske Aarhus-grupper; på Instagram har mit mikroforlag efterhånden nogle hundrede litteraturinteresserede følgere; og på Twitter fulgte jeg gennem efteråret og vinteren tavst med fra sidelinjen.

Hvad jeg så, gjorde mig trist til mode. Kloge politikere, der opførte sig som teenagere. Succesfulde erhvervsmænd, som gjorde verden sort-hvid. Velbetalte mediefolk, der iscenesatte sig selv som sarkastiske sandhedsapostle. Feminister, som hadede mænd, og konservative mænd, der hadede kvinder. Elon Musks opkøb af Twitter (nu X) og krigene i Gaza og Ukraine har kun gjort atmosfæren mere giftig. Den, der mener noget andet end én selv, er påvirkningsagent, psykopat eller sølvpapirshat.

Det var derfor med nogen bæven, at jeg den 1. januar oprettede en ny profil på X ledsaget af et billede af mig selv og min søn i lav sol over Aarhus Stadion og følgende tekst:

»Nyt år, ny profil og nyt forsæt: At være kritisk nysgerrig uden at være perfid. Undskyld til gode folk, jeg undertiden har hånet. (...) Jeg håber, I vil læse med. Godt nytår.«

For hvordan skulle det dog gå med samtalen? Og hvornår ville jeg selv falde i?

Her, godt en måned senere, kan jeg konstatere, at det går overraskende godt. De falske eller anonyme profiler og botterne er ikke gået hjem. Men jeg bestræber mig fortsat på at være »kritisk nysgerrig uden at være perfid«, hvilket – surprise, surprise – har ført til, at mine meddebattører er mindre ubehagelige over for mig. Min algoritme er simpelthen blevet mindre destruktiv!

Genfødsler skal man som bekendt altid være på vagt over for. Den nyomvendte er ofte den mest fanatiske. Men min forbøn handler ikke om at være et specielt godt menneske, ikke om at opføre sig lallende konstruktivt eller uhumoristisk og da slet ikke om at være politisk korrekt, men om at opføre sig rimeligt.

Jeg vil i den sammenhæng gerne fremhæve to offentlige debattører, som bør tjene som forbilleder for os andre: gymnasielærer og journalist Steffen Groth og tidligere CEPOS-direktør Martin Ågerup. Fra hver sin ende af det politiske spektrum insisterer disse herrer på en saglig, voksen debat, uden at nogen kan være i tvivl om, hvor de selv står. Dette må være idealet.

Det var derfor med nogen ærgrelse, at jeg forleden i avisen kunne læse, at Ågerup nu opfatter sin herostratiske høflighed op gennem 2010erne og 2020erne som en »kæmpe fejl«, og at han i forlængelse af sin nye bog, Hvad det vil sige at være borgerlig, der udkommer mandag, vil til at fare hårdere ud. Jeg vil dog se det, før jeg tror det.