Den uorganiske forbindelse zinkoxid er et populært tilsætningsstof, der blandt andet findes i solcreme. Her fungerer det som et kemisk filter, der beskytter mod skadelige uv-stråler.

Nu ser det ud til, at zinkoxid tilmed kan blive en af fremtidens værn mod varmestressede afgrøder; en udfordring, der forventes at vokse i takt med global opvarmning.

Zinkoxid er også et udbredt mikronæringsstof i landbruget, da det bidrager til øget plantevækst. På det seneste har forskere eksperimenteret med at øge optaget af zinkoxid i afgrøder ved at påføre det i form af bittesmå partikler på under 100 nanometer, der trænger direkte ind i bladenes porer og ophobes mere effektivt i planten.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

I et nyt studie har landbrugsforskere fra kinesiske Nankai University testet, om metoden også kan styrke afgrøders varmetolerance. I en række kontrollerede forsøg udsatte forskerne blomstrende risplanter for en simuleret hedebølge ved at opbevare dem ved over 37 grader i et drivhus over seks dage i streg. Nogle af planterne blev sprayet med zinkoxid i nanostørrelse, mens de øvrige kun fik vand.

Forskere mener at have fundet en metode til at gøre risplanter mere varmetolerante. Foto: Ferdinand Edralin, Scanpix
Forskere mener at have fundet en metode til at gøre risplanter mere varmetolerante. Foto: Ferdinand Edralin, Scanpix Ferdinand Edralin/AFP/Ritzau Scanpix

Studiet viser, at de af planterne, der fik zinkoxid, gav et 22 procent højere udbytte sammenlignet med de usprøjtede ditto. De førstnævnte risplanter var også mere næringsholdige.

Resultaterne beskrives som lovende, og forskerne vil nu teste effekten på andre afgrøder.

PNAS, 4. november

New Scientist, 4. november