Falsificeret. Sociologer har gennemgået data for næsten 350.000 kendte afdøde mennesker og nej, stjernerne har ikke en forhøjet risiko for at dø som 27-årige.
Klub 27
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Den såkaldte Klub 27 består af legendariske musikere som Brian Jones, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Kurt Cobain og Amy Winehouse, der alle fik en utidig død i en alder af blot 27 år. Klubben »opstod« i starten af 1970erne, hvor de fire førstnævnte musikere alle døde som 27-årige inden for blot to år.
Kombinationen af talent, berømmelse og utidig død har ført til en myte om, at kendte musikere har en unaturligt stor risiko for at dø, når de bliver 27, enten fordi de har levet for stærkt, begår selvmord eller omkommer under andre tragiske omstændigheder.
En undersøgelse i British Medical Journal har dog for længst afvist, at kendte musikere har en særlig risiko for at dø som 27-årige.

Det, vi ved nu
Nu har to sociologer fra Indiana University Bloomington endnu en gang afvist myten efter at have gennemgået data for næsten 350.000 kendte og afdøde mennesker. Til gengæld kunne de konstatere, at kendte mennesker, der dør i en alder af 27, får væsentlig mere opmærksomhed, hvis man bruger antallet af besøgende på deres Wikipedia-side som målestok.
Det betyder, at de får øget synlighed, og vi derfor er mere tilbøjelige til at støde på dem i andre sammenhænge, og så kan det godt se ud, som om der vitterlig er en større risiko for dødelighed i en alder af 27. Alene det, at der findes en Wikipedia-side for Klub 27 med links til de afdøde skaber en øget synlighed.
Dermed bliver myten om 27-klubben til en selvopfyldende profeti: Fordi mange tror på den, bliver den »virkelig« i den forstand, at konsekvenserne af myten bliver virkelige. Den former vores virkelighed i en tid, hvor hjemmesider som Wikipedia fungerer som vores kollektive hukommelse.
Men …
Myter handler ikke om fakta, men om fortællinger, der giver genklang hos os, fordi vi søger efter mønstre selv i tilfældigheder. Historien om Klub 27 har en særlig tiltrækning, fordi den er så poetisk. Den fortæller om genialitetens flygtige natur og livets skrøbelighed, og så gør det ikke noget, at det kun er en myte. jopp
Proceedings of the National Academy of Sciences, 4. november
Del:



