Det er okay på sådan en ekstremt forbandet onsdag morgen, hvor Donald Trump gudhjælpeos atter er blevet valgt til præsident i USA, at være tvunget til at læse og anmelde poesi og i særdeleshed Liv Sejrbo Lidegaards fint flimrende og klart flaksende digtsamling Manna og særligt at afslutte genlæsningen med bogens sidste digt, dateret og betitlet »Vinterbøn for fred, 2023«, som jeg på en anden dag på et andet klokkeslæt måske kunne have fundet for spinkelt frelst og selvgodt, men som her klokken 10:20 føltes helt præcist smukt og sandt, især da en ravn i sidste tredjedel kommer forbi og bidrager med solid – men flyvende! – konkretion i en smuk omvending af amerikaneren Edgar Allan Poes nedslående eksemplar:

»ravnens lyd kort og overraskende/ jeg har aldrig hørt noget lignende/ samtidig er der noget gammelt over den// som var lyden et pust/ gennem en stor hul stamme// som gav ravnen lyd/ til selve skoven// mosset strækker sig opefter/ bliver små levende væsner/ de danser omkring/ i det blågrønne lys// der er kun en måde at stoppe krigen/ og det er at stoppe// stoppe og vente på/ at tårerne kommer// er vi først kommet til/ den store fortvivlelse/ er der måske/ en vej ud/ for fortvivlelse/ deler vi/ sandsynligvis/ med vores fjende// lytte til ravnens ene mærkelige/ rullende lyd jeg tror det lyden også betyder er:/ jeg er her med dig/ det den også giver er trøst.«