Kommentar. Viljestærkt trodser digterne, fra Helmig til Aidt og Wiinblad, døden, når den kommer for nær, spænder ben med skønhed og prægnans.
Charons båd torpedobeskudt
Det er bare, fordi jeg er lodret uenig med min kære musikanmeldende kollega Thomas Treo, når han i Ekstra Bladet giver sin navnebror Thomas Helmigs nye plade Sortedam, der kredser om sønnen Hugos død, blot to stjerner under overskriften »Mere rørstrømsk end rørende« – kan et kunstværk ikke være både rørstrømsk og rørende? – og betegner sangene »Dit minut« og »Lyset flakker« som »så sværmerisk sentimentale, at de nærmer sig julekalendermusik«.
Det fine, præcise adjektiv »sværmerisk« afslører, at Treo nok er mere ramt, end han vil stå ved (og dermed også mere ramt af julekalendermusik som sådan – og velsagtens primært sin barndoms julemusik, hvis altså han har haft en barndom, og det har han alligevel nok).
Del:



