Anmeldelse: Åben himmel. Jonas Eika er tilbage omsider med en hypnotiseret nærsynet, dygtigt melodramatisk, kun lettere udknaldet middelaldermursten.
Katedral for en kætter
Hvor i alverden skal man begynde en anmeldelse af Jonas Eikas alt andet lige – jeg ville gerne have haft den noget skævere, både stilistisk og hallucinatorisk – uhyre vellykkede, 700 sider lange monster af en ny roman, Åben himmel, om en kreds af såkaldte beginer, en art anarkistisk, ahierarkisk nonneorden, i den belgiske by Liège i 1300-tallet eller nærmere bestemt, for det bestemmes hele tiden nærmere, fra påske til påske 1233-1234?
Måske med et link til Eikas meget modsatte, forrige bog, den 160 sider lille, indædt syrede og sardoniske novellesamling Efter solen fra 2018, der lige så utroligt som helt rimeligt blev præmieret med den store Nordisk Råds litteraturpris – den nye bog ligner langt mere den slags bøger, sirligt og ambitiøst tykke, der plejer at blive nordisk nomineret. I anden del af den kløvede, tvetungede novelle »Bad Mexican Dog« om (blandt andet) en flok mexicanske pool boys, der gnider turister grundigt ind i solcreme, hedder det om arbejdets faste scene og rekvisitter med en incestuøs/tautologisk metafor:
Del:
