Søndag passerede den private amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX en historisk milepæl, da det lykkedes at gribe en løfteraket i fri luft. Det har ingen tidligere gjort.

Der er tale om den nedre del af Starship, den største og mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er udviklet. Med raketten vil SpaceX med tiden flyve op til 100 astronauter og tonsvis af materiel til Månen, Mars og endnu længere ud i universet. Ovenikøbet beskrives Starship som verdens første 100 procent genanvendelige raket, og det er her, den opsigtsvækkende gribemanøvre kommer ind i billedet.

Starship er en totrinsraket på intet mindre end 121 meter. Den nederste godt 70 meter lange del – også kendt som Super Heavy – er selve løfteraketten, der med hele 33 motorer skal sende rakettens forreste del på himmelfart. Dette andet trin udgøres af et 50 meter langt rumfartøj, der blandt andet er designet til at kunne blive genopfyldt med brændstof, mens det er i kredsløb om Jorden. Dermed kan det flyve længere ud i universet end andre lignende fartøjer.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Historisk er de fleste løfteraketter styrtet ned efter opsendelsen, men SpaceX har længe gjort en dyd ud af at genbruge det kostbare isenkram. Således kan virksomhedens populære løfteraket Falcon 9 manøvrere tilbage til Jorden efter en opsendelse og lande enten på en landingsplads eller et droneskib på havet.

Efter at have sendt en Starship-raket til vejrs lykkedes det SpaceX at styre rakettens nederste del - løfteraketten Super Heavy - tilbage til affyringsrampen, hvor den blev grebet af metaltårnets vældige fangarme. Foto: Sergio Flores, Scanpix
Efter at have sendt en Starship-raket til vejrs lykkedes det SpaceX at styre rakettens nederste del - løfteraketten Super Heavy - tilbage til affyringsrampen, hvor den blev grebet af metaltårnets vældige fangarme. Foto: Sergio Flores, Scanpix Sergio Flores/AFP/Ritzau Scanpix

Med Starship har SpaceX skruet yderligere op for ambitionerne. Den enorme løfteraket skal helst lande direkte ved affyringsrampen og altså returnere til præcis det samme sted, som den blev opsendt fra. Det var denne skelsættende øvelse, der søndag skulle stå sin prøve; en test, der forløb helt efter planen.

Først på eftermiddagen dansk tid blev der tændt for de hidsige raketmotorer, og kort efter forlod Starship startrampen i Boca Chica, Texas. Efter få minutter løsrev den forreste del af raketten sig fra den nedre, inden sidstnævnte begyndte sin indflyvning tilbage mod affyringstårnet – af SpaceX døbt »Mechazilla«.

Ved hjælp af 13 af de 33 motorer landede Super Heavy sikkert i fangarmene på det vældige metaltårn, mens SpaceX-folkene klappede og jublede i kontrolrummet.

Sideløbende drønede rakettens øvre del rundt i atmosfæren i godt en time, inden fartøjet efter planen landede i Det Indiske Ocean, hvor det siden blev samlet op.

SpaceX, 13. oktober

Wired.com, 14. oktober