Anmeldelse: Mit sted. Mikael Josephsen svarer på Facebooks intimiderende spørgsmål om, hvad han har på hjerte, med uroligt varige besværgelser af det poetiske øjeblik.
Jeg skal aldrig dø i dag
Det er jo ikke nogen gimmick, men bare en perfekt trampolin for akut, seriel/løbende inspiration, også kaldet en raptus, at digtene i Mikael Josephsens nye, sært selvfølgeligt vellykkede digtsamling Mit sted er skrevet direkte på skærmen som urettede opdateringer på Facebook og publiceret i samme øjeblik. Altså for eksempel er følgende fint fyndige portræt af digteren som en baggårdskat oprindeligt en opdatering fra 9. juli dette år klokken 22.10, som fik i alt 44 likes, det vil sige sådan cirka antallet af frivillige købere af en gennemsnitlig dansk digtsamling ikkeudkommende på Gyldendal:
»Der kommer en stribet kat/ gående i sit ottende liv/ den er lykkelig/ for enden er nær.// Den løber ind under en campingvogn// I fjerde og femte liv/ prøvede den at blive til noget/ ved kattenes akademi// Siden har den være gårdsanger// Jeg kan høre den om natten/ når den er oppe i det lyse/ en roterende måne/ sliber på den sidste melodi«
Del:
