Da jeg begyndte at lytte til det engelske musikkollektiv Coil som 15-årig i 1999, var det ikke bare en musikgruppe, jeg lyttede til. Det føltes som at få en færdig pakke serveret med alle de vildt interessante excentriske bands, billedkunstnere, filmskabere og forfattere, som Coil citerede og nævnte som inspirationskilder, og som de aktivt opfordrede deres lyttere til at gå på opdagelse i. Når man er ung, er der ikke noget, der er lige så tilfredsstillende som at føle sig særligt indviet, for på det tidspunkt er man uindviet i stort set alt. Jeg tror, at de fleste, der har et forhold til Coil, har haft det på samme måde som mig, da de begyndte at høre dem.

Coil, der var aktive fra 1982 til 2004, er et ærkeeksempel på det, man kalder et kultband. Et band, hvis fans beundrer dem intenst, mens omverdenen ryster lidt på hovedet over den sekteriske dyrkelse. Men inden for den såkaldte post-industrial scene var Coil altså verdensstjerner.