I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Månen er kun tre dagsrejser borte, men alligevel er der meget, vi ikke ved om vores nærmeste nabo i rummet. Vi ved dog, at der engang har været store vulkaner på Månen, for de mørke have på overfladen er enorme sletter med størknet lava. Fra analyser af månemateriale ved vi også, at vulkanerne har været aktive indtil for to-tre milliarder år siden, men antagelsen har været, at Månen herefter var løbet tør for indre varme til at holde gang i vulkanerne.

I 1971 fotograferede astronauterne ombord på Apollo 15 imidlertid en lille struktur på Månens overflade, som godt kunne ligne resterne af et vulkanudbrud, og siden har forskerne fundet flere tilsvarende fænomener på billeder af Månen, som tyder på, at der har været aktive vulkaner langt senere. Det har dog ikke været muligt at sætte en præcis alder på strukturerne.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det, vi ved nu

Nu har kinesiske forskere analyseret materialer, som rumskibet Chang'e 5 havde med hjem fra Månen i 2020, og som har en sammensætning, der kun kan stamme fra vulkanudbrud. Det har afsløret, at der var aktive vulkaner på Månen for 120 millioner år siden, og selvom det lyder som lang tid, er det på en geologisk tidsskala nærmest kun et øjeblik siden.

Det er materiale, som den kinesiske månemission Chang'e-5 havde med hjem i 2020, som nu afslører vulkansk aktivitet. Foto: China Daily, Scanpix
Det er materiale, som den kinesiske månemission Chang'e-5 havde med hjem i 2020, som nu afslører vulkansk aktivitet. Foto: China Daily, Scanpix China Daily/Reuters/Ritzau Scanpix

De fleste opfatter nok Månen som et dødt himmellegeme, men de nye resultater viser, at Månen stadig må have et lager af flydende magma i undergrunden, og at der derfor er mulighed for at opleve nye vulkanudbrud deroppe. Det betyder også, at modellerne for Månens udvikling skal revideres.

Men ...

Mennesket har til alle tider kigget mod Månen, og den har blandt andet inspireret digtere, forfattere og billedkunstnere. De nye videnskabelige resultater understreger, at Månen vil blive ved med at fascinere os fremover. jopp

Science, 5. september