Kort nyt. Heste er klogere end hidtil antaget og kan langtidsplanlægge og tænke strategisk, viser nyt studie.
Kløgtige heste
Heste hører ikke umiddelbart til blandt de mest intelligente dyr, lyder det populært, men nu udfordrer forskere den udbredte opfattelse af de elegante hovdyrs kognitive formåen.
I et nyt studie testede dyrlæger fra britiske Nottingham Trent University, hvordan 20 voksne tamheste klarede sig i en belønningsbaseret intelligenstest i tre trin.
I første fase blev hestene fodret med en godbid, hvis blot de rørte et stykke lamineret papir med mulen. Da hestene havde styr på konceptet, gik forskerne videre til fase to. Her introducerede de et stopsignal i form af en cykellygte, der blev spændt fast til en hestetræners bryst, så den var tydelig for hestene under øvelsen. Hestene fik nu kun en belønning, hvis de rørte ved papiret, når cykellygten ikke var tændt.
Denne tilføjelse gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk på hestene, der blev ved med at presse mulen mod papiret, uanset om lyset var tændt eller ej – og uagtet at de ikke længere fik en belønning hver gang.

I forsøgets tredje fase indførte forskerne så en straf i form af en ti sekunder lang karantæne, hvor heste, der rørte ved papiret, når lyset var tændt, blev udelukket fra spillet – og så skete der ellers noget. Over en bred kam justerede hestene deres tilgang til spillet og fulgte nu reglerne, så de undgik karantæne.
Den hurtige tilpasning fortæller forskerne, at heste er i stand til at ræsonnere på et højere niveau end hidtil antaget. Således indikerer resultaterne, at heste tænker langsigtet og strategisk, lyder det.
Applied Animal Behaviour Science, august 2024
Del:



