Bøger og forfattere, der er genuint sjove, er alvorligt sjældne. Men først og fremmest, og også for det andet og det tredje, er Kirstine K. Høgsbros anden roman, der bare hedder Paul (men det er jo så også bare det helt rigtige, håbløst dannede kremt af et navn – det er »a« i stedet for »o«), forbandet sjov. Og sjovere og sjovere jo dybere og ynkeligere titelpersonen – hvid, mandlig kunstanmelder i 50erne på vistnok faktisk Weekendavisen (det vil sige, hvad simple biologiske og ansættelsesmæssige fakta angår, sådan cirka mig, LB) – tumler gennem den malstrøm af en deroute, der udgør romanens (anti)handling.

Lad mig komme med et eksempel sent i bogen, selvom der selvfølgelig også er en Søren Brun-effekt på færde, som kommer til at mangle her: Kan det blive værre, nu jeg hænger hjælpeløs i det dragespisende træ? Ja, det kan pludselig begynde at regne!