På operabussen

I Slagtehusgade i Kødbyen slænger folk sig i strandstole med drinks og arbejdscomputere og ser i anledning af modeugen endnu mere hovedpersonsvigtige ud, end de plejer. Men om et øjeblik bliver de overgået. For ud af den gamle forpagterbolig, hvor Copenhagen Opera Festival har til huse, strømmer en flok unge operasangere i strålende gule Adidas-tracksuits, brudeslør, kongekrone, pirathat med brusende strudsefjer og stiger ombord på et køretøj, som er halvt studentervogn og halvt performativ operapartybus. Vognen sætter kurs mod Indre By, mens arierne brager over højtalerne. 

Reklame for festivalen, men også et værk i sig selv. Alle performerne er hovedpersoner fra operahistoriens bedst kendte værker: Violetta, Musetta, prins Orlofsky og Escamillo (»kendt fra Carmen!«), og sangerne er dybt i karakter. De er rebeller, som er stukket af fra operaen og deres ulykkelige slutninger og i stedet vælter gennem byen og synger et medley af velkendte bangers. Udflugten Ride! Sing! Repeat! skabt af Anna Sofie Keller Brandsborg er en slags levende metafanfiction om de største divaer, som i flash mob-stil sørger for, at tilfældige forbipasserende pludselig befinder sig midt i et operadrama.

Nu skal man ikke antage nogens køn, men ligner Prins Orlofsky en kvinde i dag? Prinsen forklarer tålmodigt, at Orlofsky ofte bliver spillet af en mezzosopran i herretøj. Flydende køn blev ikke opfundet i går, bukseroller er old news, adskillige af operaens manderoller blev traditionelt sunget af kvinder.

Vognen stopper på Kongens Nytorv, de fire performere snor sig mellem udeserveringerne, skåler, poserer, synger serenader, Musetta flirter med turisterne, som fryder sig, prins Orlofsky stiller sig an på en caféstol. De synger pladsen op uden mikrofon, højt og klart. En gråhåret kvinde storsmiler, mens en teenagedreng bliver helt stiv i sine ranglede ben af forlegenhed; han rører sig ikke; blinker ikke. Kan man forestille sig noget pinligere for en pubertetsdreng end: publikumsinddragelse?

Men de små børn elsker opera. På Kultorvet tager de mod til sig, spiller ølbowling mod de syngende performere, danser og klapper. Det er det magiske: at scenen, øjeblikket, nærværet bare opstår. På Tapperitorvet ved Carlsbergbyen, ti minutter i aftensmadstid, kommer en kvinde vaklende med sine indkøb på cykel, først ser hun på optrinnet med en panderynken, så sætter hun sig på stangen og lader indkøb være indkøb, svømmer hen i arierne. Tyrefægteren fra Carmen har sit store øjeblik. Alle mennesker, der ængstes for at være for opmærksomhedskrævende og for meget, kan med fordel tilbringe et kvarter sammen med operahistoriens største. Men det er en generøs, fortryllende form for divapraksis, som smitter af på de hverdagsramte.

Karen Marie, en af de frivillige, som deler festivalprogrammer ud, er begejstret for indsatsen. »De knokler! Opera har sværere ved at nå ud til sit publikum end mange andre kunstformer, den er ellers både bæredygtig og klimavenlig, for vi bruger vores egne stemmer og ikke el,« siger hun fiffigt. Man må være kreativ for at lave reklame og lokke folk til. Det er lettere for rytmisk musik og den slags, siger hun. »Min søn spiller i et rockband, og de har lige fyldt Parken. De hedder The Minds of 99. Han har lige prøvet at ringe, men jeg sagde: 'Jeg kan ikke tale lige nu, jeg er på operabussen!'«