Kommentar. Det er vigtigere end nogensinde, at danske kulturinstitutioner giver plads til både palæstinensiske og israelske kunstnere.

Aflys aflysningerne

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

I denne uge bringer Weekendavisen et essay af den palæstinensiske forfatter Adania Shibli, som skulle have modtaget den tyske litteraturpris LiBeraturpreis i forbindelse med sidste års bogmesse i Frankfurt for romanen Tafsil Thanawi, men efter massakren på israelere begået af Hamas 7. oktober 2023 besluttede priskomiteen at udskyde ceremonien og aflyse Shiblis øvrige optrædener på bogmessen med den begrundelse, at tiden ikke var til Israel-kritiske interventioner.

En mindre detalje, som romanen kommer til at hedde, når den udkommer på Gads Forlag senere på året, tager udgangspunkt i en forbrydelse begået i 1949, hvor en ung pige fra en af Negev-ørkenens beduinstammer blev kidnappet, gruppevoldtaget og senere likvideret af en gruppe israelske soldater, som var sendt til området for at beskytte den nyoprettede jødiske stat mod såkaldte infiltratorer. Men det, som romanen egentlig handler om, er, hvordan fortiden spøger og implicerer os alle.

Shiblis roman er blevet beskyldt for at dehumanisere israelere på grund af de navnløse, ansigtsløse soldater, som dukker op undervejs, ligesom Shibli selv er blevet kritiseret for sin tavshed i kølvandet på aflysningen. I sit essay svarer hun på begge anklagepunkter, men hun sætter også ord på, hvorfor hun mener, at det er helt forkert at ty til aflysningens metode.

Da bogmessens direktør, Juergen Boos, skulle begrunde aflysningen, sagde han, at han ønskede at gøre »jødiske og israelske stemmer særligt synlige på årets bogmesse«. I sit essay svarer Adania Shibli, at Juergen Boos udtrykker en ekskluderende logik, som indebærer, at »hvis det ene skal være der, kan det andet ikke også være der«, eller »mennesket her er mere værd end mennesket der«.

DEN TYSKE bogmesses aflysning må åbenlyst forklares med, at Tyskland stadig er for tynget af sin egen fortid til at beskytte den frie kunst. Men også i Danmark skal vi tage ved lære af den helt fejlslagne panikaflysning af Adania Shibli. Også her må vi nemlig forvente, at de, der planlægger kunstudstillinger samt litteratur, film- og musikfestivaler, vil blive afkrævet stillingtagen til den hundrede år lange nationale konflikt i Mellemøsten, først og fremmest i form af, hvilke kunstnere de inviterer, og især hvilke kunstnere de ikke inviterer til at deltage i deres program. Men boykot, aflysning og isolation er ikke vejen frem, for som Adania Shibli skriver, er det en logik, der uundgåeligt vil føre til den modbydelige konklusion, at der ikke er plads til både palæstinensere og israelere. Selvom netop dette er, hvad ekstremister fra begge sider vil have os til at tro, er det altså ikke sandheden.

Men det er ikke det eneste problem med denne form for ekskludering. Den forudsætter nemlig også, at kunstnerne pr. automatik repræsenterer deres nation, og det gør gode kunstnere sjældent. Hvilket fører mig til anden del af Adania Shiblis essay, som handler om alt det, der er kunstens domæne; det intime, idiosynkratiske og menneskelige. Bevægende skriver hun, hvordan hun de seneste måneder har måttet erkende, at hun mangler ord til at beskrive det, som foregår lige nu, og denne konfrontation med sprogets grænse har sammen med frygten for, at morgendagen aldrig igen kommer til at fremstå bedre end i går, overvældet hende med rædsel.

Sådan er vi mange, der har det lige nu, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at danske kulturinstitutioner giver plads til både palæstinensiske og israelske kunstnere, som kan formulere ubehaget.

Kunstforeningen GL STRAND tager et vigtigt skridt i den retning, når de 2. februar åbner en udstilling med den israelske kunstner Yael Bartana, som i sine enestående og vildt provokerende videoværker And Europe Will Be Stunned (2007-2011) og Malka Germania (2021) udfordrer forestillingen om såvel essentielle identiteter som ideen om, at Israel er jødernes forjættede land.

Aflysningens metode er fristende, for den efterlader en fornemmelse af at skabe orden i kaos og en behagelig følelse af at høre til blandt de gode. Men prisen er, at vi afskærer os selv fra muligheden for at opleve den kunst, der får os til at se verden på ny.