Følelser. Jeg har mistet forbindelsen med mine følelser siden begyndelsen på de seneste tiltagende overgreb på befolkningen i Palæstina/Israel. Min sjæl har været lammet af fortvivlelse. Eller tomhed. Ordene er forsvundet, de har forladt mig. Jeg kan ikke længere tale med nogen. Jeg har ikke taget telefonen og heller ikke været ude af lejligheden, undtagen for at gøre forskellige ting, der er nødvendige for at passe mit barn og arbejde. Jeg kan ikke læse nyheder eller kommentarer til ende. Jeg begynder at læse og bliver ved et par sekunder, men så flytter mine øjne sig. Jeg holder op et par dage og spekulerer på, hvordan andre kan finde ordene og udtrykke sig, når jeg ikke kan. Jeg føler mig begrænset og ikke så god som andre, der taler og skriver, alle, der kan sige og udtrykke noget klart og velformuleret. Jeg vender alligevel tilbage og forsøger at læse, skifter mellem nyhedsmedier på arabisk, engelsk og hebraisk, men bliver stadig forbløffet over alle andres sprogbeherskelse og min egen uformåenhed – og holder op med at læse.
Den eneste nyhedsartikel, jeg er i stand til at læse til ende, blev offentliggjort i det israelske nyhedsmedie Ynet og er dateret 4. oktober 2023. Det er en historie om en slange, der har forsøgt at sluge et helt pindsvin. I artiklen beskrives det, hvordan slangens desperate behov for føde, for at overleve, får den til at begå den fejltagelse at forsøge at spise et pindsvin. Pindsvinet skubber alle piggene ud for at kæmpe imod og forsøger at flygte, men derved bliver den hængende i gabet på slangen. Slangen dør, og pindsvinet dør også.
Jeg begynder at spekulere på, om det er en dyrefabel, en profeti, en advarsel til os mennesker. Derefter spekulerer jeg på, hvem der har rollen som henholdsvis slangen og pindsvinet. Israelerne og palæstinenserne? De privilegerede og de underprivilegerede? Vores virkelighed og vores forhåbninger? Livet og døden? Sproget og mig? Jeg bebyrder gang på gang den døde slange og det døde pindsvin med min egen fortvivlelse og tomhed.
PLUDSELIG får jeg så besked om en artikel i taz, som er utilfreds med, at min nyeste roman, Tafsil Thanawi (En mindre detalje, red.), skal have Litprom-prisen ved en ceremoni på bogmessen i Frankfurt. Det forekommer mig, at artiklen kynisk forsøger at bortlede opmærksomheden fra den ægte smerte, andres smerte, som vi ikke selv kan opleve eller få indblik i. Bortset fra det føler jeg ikke ret meget, tomheden er stærkere, mere ond, den bliver ved med at tage magten fra mig.
Et par dage senere får jeg at vide, at man har besluttet at aflyse ceremonien plus mine øvrige aftaler, og den besked får jeg i en temmelig kortfattet e-mail. Det giver heller ikke anledning til ret mange følelser. Jeg tænker kun på, hvordan man med udgangspunkt i usandheder kan lave om på ting, påvirke dem i virkeligheden, så hurtigt og nemt; usandheder eller frit opfundne kendsgerninger skabt af pressen og kulturinstitutioner i Tyskland. Som et menneske, der har sin livline i at forlade det virkelige og dvæle ved fantasien/forestillingsevnen, er det ikke en praksis, jeg vil fordømme, altså at stole på »usandheder«. Jeg ønsker bare, at det skal accepteres som fiktion og ikke kommunikeres ud som sandhed og kendsgerninger.
Nogle af disse usandheder udtrykkes i taz-journalistens påstand om, at jeg i min roman går ind for vold mod israelere, og at jeg er en engageret BDS-aktivist; og derefter af Litprom, som udtaler, at beslutningen om at aflyse prisoverrækkelsen blev taget i fællesskab sammen med mig. Litteraturens »usandheder« eller fiktioner har aldrig så stor virkning i den virkelige verden, og det er måske kun godt det samme.
Litteraturens relevans er ikke at opfordre til forandringer, men derimod til nærhed, eftertanke, at bringe os tilbage til os selv, måske et felt, hvor vi tænker på, hvordan vi forholder os til os selv og til andre, fra at leve til at føle smerte, og som viser os vej til, hvordan vi kan forestille os at leve bedre. Eller, for at sige det, som min forfatterkollega Rafael Cardoso engang sagde det med et citat fra en brasiliansk kunstmaler: »At gøre det ukendte bedre.«
Den samme taz-anmelder, hvis vi må kalde ham det, gav også udtryk for noget, der kan betragtes som et delvist sofistikeret synspunkt, som fik mig til at tænke lidt videre. Han påstår, at nogle af romanens figurer, som er israelske voldtægtsmænd og mordere, er navnløse og ansigtsløse. Det er kun delvist sofistikeret, fordi han bruger denne betragtning til at fremføre sine egne ideologiske synspunkter og derved negligerer de øvrige romanfigurer, der ligeledes er ansigtsløse og navnløse, og det gælder også de palæstinensiske. Han fæster sig formodentlig ikke ved denne egenskab hos de palæstinensiske figurer, fordi han altid ser og opfatter dem på denne måde, altså som ansigtsløse og navnløse. Og det er netop grunden til, at jeg, som skriver, fik en ny forståelse af, hvorfor disse navnløse og ansigtsløse figurer altid dukker op i de fleste af mine tekster og ikke kun i min nyeste roman. Jeg erkendte, at det litteraturbegreb, jeg arbejder ud fra, simpelthen bygger på den ansigtsløshed og navnløshed, som jeg er stødt på hele mit liv i Israel/Palæstina og andre steder i forhold til arabere i almindelighed, ikke kun palæstinensere, men også andre underordnede, hvad angår den måde, de fremstilles på af dem, der dominerer virkeligheden. Pludselig forstod jeg, hvorfor jeg kun havde følt mig tæt på ansigtsløse, navnløse figurer i alle de år, jeg har skrevet. Det er et fascinerende fravær, det sted, som de navnløse, ansigtsløse »nuller« kan finde i litteraturen, og den type litterær form, de kan inspirere til.
Jeg tror, der var en anden tysk anmelder, som gjorde sig visse tanker om afslutningen på min roman, og fra hvis synspunkt den er skrevet, hvis det altså er sådan, den slutter. Det er et vigtigt spørgsmål, som også henviser til en anden slags navnløse, ansigtsløse figurer: spøgelser. Kan alle disse navnløse, ansigtsløse figurer være andet end litterære spøgelser?
Jeg kan i det mindste love taz-journalisten, at hvis han en dag inspirerer mig til en figur i en af mine tekster, bliver også han en ansigtsløs, navnløs figur.
I MELLEMTIDEN udtaler Litprom så, at man leder efter et nyt sted og tidspunkt for prisoverrækkelsen. Da jeg fik besked om aflysningen, svarede jeg, at jeg ikke var sikker på, om jeg kunne gå med til den plan, men at vi kunne tale om det senere. Hvis Litprom stadig ønsker at hædre min roman med en pris, synes jeg, at postvæsenet måske vil være et godt valg. Litprom kan sende prisen med posten, gerne rekommanderet, og jeg kan selv holde en lille ceremoni med det gamle postbud, der normalt leverer alle pakker og breve, der skal kvitteres for. Jeg byder ham som regel på et stykke kage, hvis jeg har noget. Jeg ville blive mere rørt over en sådan ceremoni, fordi den ville være en ønsket form for intimitet, svarende til at skrive.
Så snart nyheden om aflysningen af prisoverrækkelsen blev kendt, kom der en rosende omtale af bogen, som betonede skriveprocessens intime karakter. Den overvældende støtte, der er blevet ved med at komme fra så mange læsere over hele verden og fra forfattere, oversættere, forlæggere og tilmed litterære agenter, har fået mig til at indse, at litteraturen er en livline for rigtig mange mennesker, rigtig mange af os.
I lang tid i forvejen havde jeg overvejet ikke at deltage i den slags offentlige arrangementer. Jeg var begyndt at opleve dem som ekstremt udmattende, fordi de i så høj grad kræver, at man indvier andre i skriveprocessen, en proces, der som sådan kræver tavshed.
En dag eller to efter at jeg fik besked om aflysningen, fik jeg en e-mail fra en af mine forlagsredaktører, som anførte, hvad Frankfurt-bogmessen samtidig havde meddelt i en offentlig udtalelse, nemlig at man ønskede at give mere plads til israelske og jødiske skribenter. Normalt er jeg mere end villig til at gøre plads for andre, ikke kun ved Frankfurt-bogmessen, men til enhver, der virkelig har brug for det. Gavmildhed, at træde til side så andre kan få plads, er noget, jeg formodentlig i lighed med mange andre har lært af litteraturen. Litteraturen har været den faste etiske grund under mine fødder siden barndommen. På arabisk er ordet for henholdsvis litteratur og etik det samme, adab. Men udtalelsen fra Frankfurt-bogmessen afspejler også noget andet. Den afspejler den ekskluderende logik i specifikke politiske visioner, hvilket indebærer, at »hvis det ene skal være der, kan det andet ikke også være der«, eller »mennesket her er mere værd end mennesket der«. Vi ser denne logik i nationale ideologier og i tiltagende grad i skiftende regeringers diskurs, både i Tyskland og andre lande.
Et par dage efter at Litprom oplyste mig om, at alle mine engagementer i forbindelse med bogmessen, ikke kun prisoverrækkelsen, var aflyst, meddelte man mig på samme uværdige måde, at man ville overveje at gennemføre et af disse arrangementer, hvilket formentlig kun skete efter den negative offentlige reaktion og ikke af hensyn til mig som forfatter.
Jeg forsøgte at tage til genmæle uden at tænke på den uværdige rolle, man påtvang mig, og forklarede, at jeg ikke var nogens marionet, og da ingen burde være en marionet for andre, var jeg heller ikke deres; de havde aflyst mine engagementer, derefter aflyst en af aflysningerne, som om vi var børn, der legede med en margerit og rev kronbladene af og sagde: »De elsker mig, de elsker mig ikke.« Jeg skrev tilbage, at Litprom trods mange års arbejde måske aldrig for alvor havde forstået de kvindelige forfattere fra det globale syd, som de belønnede med en pris. Disse kvinder er bestemt ikke marionetter, som en privilegeret mandlig europæisk præsident for det globale nord kan lege med, og jeg taler ikke om nogen bestemt person, et bestemt køn eller en etnicitet, men om en mentalitet. Kvindelige forfattere og især kvinder fra det globale syd bliver – med en omformulering af en vending fra digteren Aimé Césaire – huntigre, som brøler, hvis de ting, de har sat pris på et helt liv, bliver truet. Det er sådan, de er nået så langt, som de er, mod alle odds, på trods af alle forhindringer, og de lader sig derfor ikke slå ud af små, søde racistiske hurdler, som mentaliteten i det globale nord præsenterer dem for.
Men som forsvar for min roman påpegede nogle journalister, at den genfortæller en sand historie om en ung beduinpige, der blev voldtaget og skudt af israelske soldater i al Naqab/Negevørkenen i 1949.
Selv afholder jeg mig fra referencer og forbindelser mellem litteratur og virkelighed. At spørge, om en hændelse i en roman er virkelig eller fiktiv, er lige så relevant som at spørge, om et bord eller en stol i en roman er virkelig eller fiktiv. En roman er en roman, og det er de emner, den beskæftiger sig med, også. Måske skal jeg pege på de litterære spørgsmål, som førte frem til alle de elementer, der kom til at udgøre romanen og dermed også fortællingen i bogens kerne. I Palæstina/Israel vokser man op med erkendelsen af, at sproget er mere end et redskab til at fortælle historier eller kommunikere med. Det kan angribes, det kan ødelægges, det kan misbruges. Spørgsmålet er, om man tør stole på sproget, når det volder en smerte, når det svigter en, og man er nødt til at stå alene, umælende over for grusomheden. Det fik mig til at lede efter fortælleformer, som den form for sprog kan skabe, de grænseløse muligheder, det kan skjule mellem sine lag, og det, der kan komme frem af den kærlighed, man nærer til det, og af den kærlighed, det måske stadig nærer til én.
I realiteten tvinges sproget ofte ind i en enkelt altoverskyggende form, den begribelige og klart rationelle fortælling. Men hvad nu, hvis man ikke har evnen til at gøre det – hvilket sprog kommer der så frem? Hvordan skriver man på et beskadiget eller fraværende sprog? Den slags spørgsmål plagede mig, inden jeg begyndte at skrive romanen med alle dens elementer, på den ene side som en fortælling i et format og på et sprog, vi kan acceptere, på den anden en fortælleform, vi forklejner, fordi vi ikke så nemt har adgang til den og måske slet ikke ønsker at have adgang til den. Hvis vi vil bruge et sprog som i en retslig undersøgelse, kan jeg sige, at Tafsil Thanawi har udforsket en litterær form i sin ene halvdel og holdt sig til et sprog, vi kan få adgang til, mens den i den anden halvdel er holdt i et sprog, vi aldrig kan få adgang til. Nu da jeg er færdig med at skrive den, kan jeg bedre forstå de spørgsmål, der ledte mig frem til romanens litterære form og indhold, derunder også fortællingens struktur og stil, der er formet af ganske bestemte sproglige erfaringer.
Kort sagt er forsøget på at knytte an til virkelige hændelser ikke kraften i min litterære skriveproces i almindelighed og i særdeleshed ikke i den roman.
HVAD KAN sproget have adgang til i disse tider, tænker jeg hele tiden med frygt. Frygt.
Siden jeg var barn, har jeg ringeagtet frygten, når jeg var vidne til, at mennesker i mine omgivelser lod sig styre af den. Af samme grund øvede jeg mig i at se bort fra den. Dengang spurgte jeg mig også: Hvad er min største frygt? Jeg nåede frem til, at det var et bestemt sted i familiens hus, hvor min barnlige fantasi fortalte mig, at uhyret kom til live, når det blev mørkt. For at kunne øve mig bedre bad jeg mine forældre om at lade mig være alene hjemme en aften. De var tossede nok til at høre efter, eller måske var jeg stædig nok til at overbevise dem. Ved siden af det nævnte sted var der en lyskontakt. Jeg slukkede alt lys i vores store hus og begyndte at gå hen mod stedet i mørket, vel vidende at jo nærmere jeg kom, jo nærmere kom jeg også på uhyret – men dermed også på lyskontakten. Jeg husker stadig min hånds sidste bevægelse, da jeg forestillede mig, at uhyret ville bide den i sig, lige før den nåede hen til lyskontakten. Men det gjorde uhyret ikke, det havde den venlighed at lade mig tænde lyset, og dermed forsvandt det. Det har været mig en konstant påmindelse om, hvordan jeg skal håndtere frygten, også frygten for at skrive. Men der er to ting, som bliver ved med at være immune over for denne metode. To slags frygt. Den ene har noget med verden at gøre, den anden med sproget.
Jeg er bange for, at vi aldrig når et punkt, hvor vi ser os om og siger: I dag er bedre end i går.
Den anden frygt er at miste sproget, at jeg en morgen vågner op og ikke har noget sprog. De seneste måneder er jeg blevet mindet om begge slags frygt.
Begge former for frygt plager mig også i forbindelse med nogle få forfattere, som har givet mig adgang til livet, og deres død. Muhannad Younis, Gilles Deleuze, Gherasim Luca, Primo Levi, Sylvia Plath. De begik alle sammen selvmord.
Jeg føler, at deres handlinger bekræfter mig i, at mine to former for frygt ikke er udsprunget af min egen fantasi, men at de peger på virkelighedens grænser, sprogets grænser.
Oversat af Claus Bech.
