Jødehad i praksis

ANTISEMITISME ønsker de færreste at blive beskyldt for og slet ikke på venstrefløjen. Siden Dreyfus-affæren, justitsmordet på den fransk-jødiske officer i 1890erne, har det været en hjertesag i brede kredse på venstrefløjen at være på vagt over for det, der kaldes det ældste had i verden. Den franske forfatter Émile Zolas åbne brev »J'Accuse« på forsiden af avisen l’Aurore i 1898 var vendt mod den tids franske regering, men er blevet stående i eftertiden som en anklage mod ethvert nationalistisk jødehad, som trives i dybt konservative europæiske kredse.

FINDES jødehadet på den yderste højrefløj stadig, har det været underrapporteret, at jøder sideløbende også har været genstand for betydelig foragt fra to andre grupper. Den mest dødbringende findes i islamistiske kredse, som de seneste hundrede år har parret en koranisk ringeagt for jøder med den giftige antisemitisme, der er næret i et kristent Europa gennem to tusind år. Hos det iranske regime, Hizbollah og Hamas gør man sig ikke voldsomt store anstrengelser for at differentiere mellem had mod Israel og had mod jøder. Her er zionister og jøder den samme betegnelse for et folk, som skal sparkes i havet. På store dele af venstrefløjen har man også et særdeles betændt forhold til den jødiske bestræbelse på at bo i eget hjemland, skønt man her i de kraftigste vendinger vil afvise, at der er tale om antisemitisme. Man fastholder, at det udelukkende handler om kritik af Israel, en ulovlig stat, der bygger på en brutal, undertrykkende og imperialistisk ideologi.