Der var noget uafsluttet ved hele sagen. Jeg havde hverken set hans storesøster eller forældre, siden vi tog afsked i kirken en blæsende efterårsdag i år 2000. Efter alle disse år dvælede jeg stadig ved en følelse af, at der var noget, jeg manglede at gøre. Jeg havde aldrig besøgt hans gravsted. Jeg fik aftalt et møde med Vestergaards storesøster på Frederiksberg Kirkegård, og mine tanker vandrede tilbage til den skæbnesvangre dag for 24 år siden, hvor jeg som 20-årig garder havde min daglige gang på Høvelte Kaserne.

De tunge støvler gav genlyd, da løjtnanten og jeg løb forbi kantinen. Et par trætte rekrutter, stadig med krigsmaling bag ørerne, sad og sov over deres mad. De var netop vendt hjem efter et par dage i felten, der i vor tid som regel udgjordes af øvelsesterrænet omkring kasernen. Jeg var blevet hentet af løjtnanten lige efter den første daglige salut til konge og fædreland. Han mumlede noget om, at Vestergaard var kommet alvorligt til skade.

Tusinde tanker fór gennem hovedet. Vestergaard havde stået bag mig i køen til den første indregistrering. Vi havde hjulpet hinanden gennem den første tid. De sorte timer, hvor vi gravede og huggede i den hårde jord, mens vablerne gjorde det svært at holde på feltspaden. De endeløse mørke nætter, hvor månen reflekterede blegt ned på os, mens vi holdt skarpt udkig efter en imaginær fjende.

Frederiksen talte kort med to betjente, hvorefter jeg blev sendt til auditoriet, sammen med resten af kompagniet. Alle så spørgende rundt på hinanden, mens de trak på skuldrene. De fleste stadig tunge i hovedet efter gårsdagens udskejelser, der markerede afslutningen på de første tre måneders røvtur. En idiot fra staben hævede stemmen:

Illustration: Mia Mottelson
Illustration: Mia Mottelson Mia Mottelson

»Han er sikkert død!«

Flere vendte sig lynhurtigt mod ham og lovede, at han ville få smadret hovedet, hvis han ikke lukkede sin kæft.

Vi havde vores forbilleder i film som Full Metal Jacket og Platoon, og vi skulle jo foregive at være parat til at gå i krig, når svensken igen stod ved porten til København og truede vores nations eksistens. Derfor måtte vi give indtryk af, at vi var en handlekraftig del af det danske forsvar – og det gjorde vi blandt andet ved at tale grimt. Ikke mindst fordi man nødig skulle virke for klog. Handling har nemlig absolut forrang for intelligens i dette system. 

Derfor skulle alle vi drenge, der knap havde taget studenterhuen af, lære, at vi var trådt ind i et helt andet univers, hvor velunderbyggede ræsonnementer snarere end belønning gav straf fra de magtbegærlige befalingsmænd. Nogle gange kan krænkelser kun forsvinde ved at give dem videre. Så vi rekrutter måtte gøre som kornet på marken og bøje os eller knække. Alt andet ville være en højst urimelig kamp, der ville være tabt på forhånd.

Men Vestergaard bøjede sig ikke. Kun rent nødtørftigt, når han ikke var i humør til at tage konflikten. Om det var den hårde tid på kostskolen, der gav ham en ærlig og voldsom afsky over for autoriteter, især dem i uniform, ved jeg ikke. Men ingen kunne som ham, uden at blinke, stå imod hele det institutionelle pres, personificeret i de befalende håndlangere, der havde fået besked på at dominere og undertrykke. Hvis Vestergaard syntes, at ti kilometers løb fredag morgen var lige i overkanten, så blev det til ti kilometers slentren. Selv med to sergenter spruttende, svovlende og skubbende bagpå – og stadig med et afvæbnende smil på læben.

For langt de fleste af os andre var det utænkeligt at stritte for meget imod. Lige så utænkeligt som at rejse sig op under en gudstjeneste og sætte spørgsmålstegn ved præstens prædiken.

Frygten sidder i alle afkroge af en kaserne – som den mølædte stank af et jordslået klæde. Det er frygten for repressalier, og måske mest af alt frygten for at være uden for fællesskabet. Der er dog altid nogle ganske få mennesker, der er uendeligt ligeglade med, om de står alene eller sammen med andre. Sådan var Vestergaard.

Ligegyldigt hvor mange sergenter der råbte ham ind i hovedet, så blev det i hans tempo. Og vi andre betragtede ham med undren og fascination. En fremragende kammerat, der kunne spørge, hvordan du havde det – og vente på at høre svaret. Han gik i byen i hvide pelsstøvler og dansede electric boogie – uden at kunne danse electric boogie.

Han kunne træde an på gangen med resten af delingen, iført intet andet end underbukser og en solid morgenerektion, så selv oversergenten måtte kigge væk for ikke at tabe ansigt. En sand legende.

De første tre måneder i Livgarden var lidt som at blive sat af på en barsk, fremmed planet. Vi delte blod, sved, tårer – og knyttede bånd, der aldrig kunne brydes. Eller det troede vi i hvert fald.

Efter to timers uvished i auditoriet gik døren op. En officer trådte ind med faste skridt. Oberstløjtnanten lod sit kolde blik glide hen over mængden og sagde så uden videre, at Vestergaard var blevet kørt over, da han var på vej tilbage til kasernen. Han var død. Ilten forlod lokalet, og vi måtte gispe efter vejret. Jeg så hadefuldt mod uniformen, der stod og vippede frem og tilbage på hælene – der var ikke noget menneske tilbage til at fylde den ud. Det var næsten, som om han nød illusionen – at han havde mistet en soldat i kamp. Og min eneste tanke var, at en familie ikke fik deres søn og bror hjem igen.

24 år senere følges jeg med Vestergaards storesøster gennem de kringlede stier på kirkegården. Hun kender hvert et hjørne. Hans gravsted er pænt og velholdt, som det ofte er tilfældet, når børn dør før deres forældre. Hans søster har de samme kække, nysgerrige øjne som ham. Vi græder begge to. Det føles uretfærdigt, når et menneske bliver frarøvet livet, inden det for alvor kommer i gang. De får ikke sat spor. Men I skal alle vide: Der gik en vidunderlig rebel på denne jord – og han hed Nicolai Vestergaard Hansen. Han ville nok have haft en familie ligesom min. Kone, børn – og måske endda en lille hund. Han ville have været en del af vores soldaterloge, som stadig ses to vidunderlige weekender om året. Det er han ikke, fordi han krydsede Kongevejen en tåget efterårsmorgen den 3. november 2000. Han blev 21 år.

Kasper Bondo Wessberg er tidligere garder og konstabel.