Vølveprotest

I Sverige er en regulær polemik om dagbogsgenren opstået siden udgivelsen af Aase Bergs dagbog, Jeg är aldrig hemma, som udspiller sig mellem marts og september sidste år, hvor den 57-årige svenske digter og dagbladsanmelder hårdt udspændt vekslede mellem at passe sin syge mor, hussalg og ridning.

»Bogen signalerer usikker ekshibitionisme, den er sprængfyldt med underspillet humor, som gør, at det føles, som om den er skrevet for at læses,« skrev gæsteanmelder Selma Brodrej i Bergs egen avis Dagens Nyheter, mens Expressens Ulf Olsson kaldte dagbogen »dræbende kedsommelig«. Debattens videre forløb blev forleden opsummeret underholdende i norske Morgenbladet, og påfaldende er det, at flere af dagbogens forsvarere har valgt at stække dens kritikere med anklager om kvindeforagt.

En af dem er Marianne Lindberg de Geer, der sammen med Lars Norén, Wera von Essen, Åsa Linderborg og Ulf Lundell har været med til at udbrede dagbogsgenren i Sverige. I Expressen skrev hun sidste måned en kronik, hvor hun forklarede, at problemet med kvinders dagbøger åbenbart er, at de forvandler kvinden fra objekt til subjekt.

Også herhjemme kan kritikken af en kvindelig forfatters præstation føre til anklager om misogyni.

I Weekendavisen sidste uge anmeldte Emil Leth Beiter Andrea Hejlskovs gendigtning af Vølvens spådom, og den arkæologiuddannede kritiker satte i den forbindelse både spørgsmålstegn ved udgivelsens troværdighed og sproglige formåen. Efterfølgende hidkaldte Hejlskov sine følgere på Facebook og forklarede i et længere opslag, hvorfor anmeldelsen var ubrugelig, da den tog udgangspunkt i et »patriarkalsk videnssystem«, der undlader at tage »kvindelige urstemmer« seriøst på deres egne præmisser.

Men kritik er ikke lig med kvindehad, det er en invitation til at tænke videre sammen.

I det svenske tilfælde er den kritiske dagbogsmodtagelse en sjælden, men ikke desto mindre vidunderlig anledning til at diskutere dagbogsgenren samt forfatterens rolle i forhold til sit værk, det er i den forstand en fortsættelse af diskussionen om autofiktion. 

Kritikken af Andrea Hejlskovs gendigtning skriver sig til gengæld ind i en større diskussion om måderne, vi fortolker – og bruger – fortiden på. 

Begge debatter har stort oplysningspotentiale, men det kræver, at vi undlader at reducere dem til et kedeligt spørgsmål om køn.