Det er sandt, hvad Tom siger til sin elsker Verna i Coen-brødrenes Miller’s Crossing: Intet er mere patetisk end en mand, der løber efter sin hat. Én ting er, at et vindstød blæser hatten af, det er i sig selv ydmygende, og man bliver pinligt bevidst om sit nøgne hoved, som om man har skjult det med hatten. Helt ynkeligt føles det så, hvis man anført af det nøgne hoved, begynder at løbe efter hatten, der fejer hen ad vejen.

Jeg kom til at tænke på hatten efter at have læst Christian Bennikes indlæg »Den dovne forælders manifest« her i avisen. Indlægget handler om, at vi småbørnsforældre bør blive mere dovne og ikke hele tiden rende i hælene på vores børn. Ikke for at sidestille min søn med en hat, men det var alligevel en slags hatteløb, da jeg forleden løb efter ham ned ad vejen i træsko og med hans lillebror på armen. Han var pilet ud af havelågen og løb mod den store, trafikerede vej for enden af vores, og det kom bag på mig, hvor hurtig han var på de små ben. Den anden dag var det min kone, der måtte sætte i løb, denne gang uden lillebror, som hun netop havde puttet i barnevognen, da hun så den store forsvinde ud af havelågen. Hun løb efter ham i sine træsko, mens hun, for at lokke ham til at standse, råbte, at hun nok skulle hjælpe ham med at finde sin rævehat.

Jo, vi er nok nogle af de ængstelige, overbeskyttende forældre, som Bennike skriver om. Jeg var selv på Rasmus Klump-legepladsens forhindringsbane omkring påske, et af forælderhovederne, der dukkede op hist og her, af og til ansigt til ansigt med en anden forælder. Jeg slappede også af i nogle minutter. Så blev min søn væk. Måske kunne han ikke se sin far for bare voksne. Jeg fandt ham i hvert fald snøftende mellem nogle af dem, der pegede på mig og spurgte, om jeg var hans far. 

Det er ikke nemt, men derfor skal vi selvfølgelig stadig forsøge at præge hinanden og bremse løbske udviklinger. Promovere skødesløshed, når ængsteligheden kommer til at fylde for meget. Dovenskab, når ihærdigheden bliver for stor.

Rasmus Klump-legepladsen i Tivoli, København. Philip Hansen var selv på legepladsens forhindringsbane omkring påske med sin søn. Men måske som en ihærdig fremfor overbeskyttende, ængstelig forælder. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix
Rasmus Klump-legepladsen i Tivoli, København. Philip Hansen var selv på legepladsens forhindringsbane omkring påske med sin søn. Men måske som en ihærdig fremfor overbeskyttende, ængstelig forælder. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix
Jo, vi er nok nogle af de ængstelige, overbeskyttende forældre, som Bennike skriver om.

Men netop her savner jeg et skel i Bennikes indlæg. Mellem ængstelighed og ihærdighed. Begge dele store drivkræfter i de småbørnsforældre, der henvises til, men ikke den samme ting.

Ængstelighed er det, der får min kone og jeg til at sætte i løb efter vores søn, der løber ned ad vejen, og til dels det, der fik mig til at fare rundt i mylderet på Tivolis Rasmus Klump-legeplads – men ikke kun. For alle småbørnsforældre ved også, hvor meget børnene elsker at have deres forældre med i legen. Her kommer ihærdigheden ind i billedet, ihærdigheden efter at give sine børn det bedste, man har. Jeg ved i virkeligheden ikke, hvad der i gåseøjne er bedst for dem. Jeg er en ufaglært forælder ligesom de fleste andre og har fremfor alt mine erfaringer at orientere mig efter. Følger jeg dem, er jeg dog ikke i tvivl om, hvornår min søn stråler mest i mit nærvær: Det er, når jeg leger med ham. Leg er hans sprog, og kongevejen til at styrke relationen med ham. Det indebærer, at man kommer til at rende efter ham mange mærkelige steder. Men det er ikke altid ynkeligt. Ofte er det faktisk det modsatte.

Philip Hansen er softwarekonsulent.


Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk