Børnetid

Nå, men vi var altså i sommerhus i vinterferien, hvilket vel er en slags paradoks, og da heller ikke ligefrem en succes. To børn på et og tre år i én stue, udenfor stormede og styrtregnede det, så vi troede, træerne ville vælte ind over huset, man kunne ikke gå udenfor i 20 sekunder uden at fryse ihjel, børnene skreg, og vi sad der på gulvet mellem puslespilsbrikker og sofahynder og hjulene på bussen, kæmpede for, at den store ikke skulle banke den lille, hvis hun rørte ved hans isbjørnefigur. På et tidspunkt havde vi ikke mere mælk, så jeg var nødt til at køre et smut alene op i Brugsen, og de 15 minutter i bilen føltes som den virkelige ferie. Højdepunktet var at komme tilbage på arbejde om mandagen, at sidde lidt ved sit hæve-sænkebord og være herre over sin egen tid. At gå ud og tisse med døren lukket. Tirsdag fik jeg covid. Nu har den store fået skoldkopper.

Hvad er det værste i verden? Det er at være syg, men ikke så syg, at man er bundet til sengen eller hospitalsindlagt. At være lige præcis så sløj, at man har det forfærdeligt, men samtidig frisk nok til, at man med panodiler og næsespray og påtaget viljestyrke kan skifte bleer og koge pasta og vaske op og læse Peter Pedal. Jeg ville til enhver tid vælge en mindre operation over en halvslem influenza.