GEORGE Floyd fik et betydeligt mere prominent efterliv end den kummerlige tilværelse, den småkriminelle narkoman havde haft, før han udåndede under en betjents knæ i Minneapolis' gader for fire år siden. Drabet skete i coronakrisens første, forrykte måneder, og de fleste husker nok de optøjer, der siden fulgte. I adskillige af USAs storbyer stod kvarterer i brand, og mange vægtige amerikanske institutioner fik travlt med et antiracistisk selvopgør, hvor hvide måtte lære at sone for deres indbyggede herrefolksmentalitet. Landet blev grebet af moralsk panik. Det er ikke overdrevet at sige, at der i USA er et før og et efter dette drab.

FLOYD og hans skæbne er blevet diskuteret i seriøse kredse i det seneste halve år. Det er sket på baggrund af en dokumentarfilm, som blev udsendt sidste år, og som skildrede drabet set fra politiets vinkel. Et partsindlæg, jovist, lavet af en konservativ journalist, men et principielt set vigtigt blik på den konflikt, som fik lagt politiet for had over hele USA. »Defund the police,« lød slagordet; politiet var forbryderne og kunne med fordel afskaffes. Den logiske følge af byer uden politi behøver man ingen doktorgrad i statskundskab for at kunne forudsige: Mængden af kriminalitet og vold steg drastisk de steder, hvor man foretog det spændende eksperiment; det var mest i de sorte kvarterer. Men dokumentaren beskriver, hvad betjente i Minneapolis selv oplevede i perioden. De følte sig underløbet af deres eget bystyre og forlod deres stillinger i stimer.