Hej søster

KVINDE fødes man ikke som, man bliver det, skrev Simone de Beauvoir i det filosofiske hovedværk Det andet køn fra 1949. I vores tid kan man forledes til at tro, at hendes anliggende var at benægte biologiske fakta, men det var ikke tilfældet. Snarere ville hun rette vores opmærksomhed mod de samfundsforhold, der opretholder undertrykkelsen af kvinder. Disse forhold var, som hun påpegede, nemlig ikke naturlige og kunne derfor ændres. Den yderste konsekvens af denne indsigt tog tusindvis af modige iranske kvinder og mænd i 2022, efter at en 22-årig kurdisk-iransk kvinde ved navn Mahsa Jina Amini først blev anholdt af det iranske moralpoliti – angiveligt for ikke at have tildækket sit hår i tilstrækkelig grad – og senere døde i deres varetægt. I protest mod det iranske præstestyres tyranni gik unge iranere på gaden og råbte slagord, mens de kvindelige demonstranter fjernede deres hovedtørklæder. De satte spørgsmålstegn ved præstestyrets naturlighed, og det tillader despoter ikke ustraffet: Ifølge den norske menneskerettighedsinstitution Iran Human Rights blev 537 demonstranter i denne periode dræbt, mens op til 20.000 blev anholdt.

LIV slutter og sætter alt i et nyt lys. Det skete forleden, da Irans præsident, Ebrahim Raisi, omkom i et helikopterstyrt. Mens det officielle Iran torsdag begravede ham i fødebyen Mashhad, udtrykte iranske dissidenter forsigtig glæde på sociale medier over tabet af »Slagteren fra Teheran«, som Raisi kaldes med henvisning til hans rolle i en »dødskomité«, der tilbage i 1988 underskrev dødsdommene på op til 5.000 politiske fanger. Desto mere forstemmende var det at se FNs Sikkerhedsråd afholde et minuts stilhed for den døde præsident ført an af Rusland, Kina og Algeriet. At disse lande vil ære en tyran, som gennem hele sit professionelle liv modarbejdede menneskerettighederne og i 2022 var med til at nedkæmpe demonstrationerne på brutal vis, bør ikke overraske nogen. Men at vestlige repræsentanter fra USA, Frankrig og Schweiz også rejste sig for Raisi, understreger, at vi i Vesten endnu ikke kan finde ud af at skelne tydeligt mellem vores ideologiske modstandere og allierede.

FRIHED og kampen for kvinders liv og rettigheder drukner i andre interesser, prioriteter og grelle, uskønne alliancer. Siden 7. oktober har verden delt sig i dem, der er for Israel, og dem, der er for Palæstina. Det fik den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler til at udtale, at Hamas-massakren var »en væbnet modstandshandling«, uden at nævne de mange kvindelige ofre med et ord. Hvorfor? Fordi de var israelere. Onsdag frigav familierne til nogle af de kvindelige gidsler en videooptagelse filmet af Hamas 7. oktober, som viser de helt unge kvinder iført nattøj og i flere tilfælde tydeligt forslåede. På videoen beskriver en af gerningsmændene gidslerne som »kvinder, der kan blive gravide«. »Det er zionisterne,« siger en anden, mens en tredje siger: »Du er meget smuk.« Videoklippet er familiernes desperate forsøg på at fremskynde en gidselaftale, mens der stadig er håb om at få dem hjem i live, for mens Hamas fortsætter fornedrelsen af kvinderne, virker det til, at deres egen regering med Netanyahu i spidsen helt har opgivet dem. Og så er spørgsmålet: Hvor er vores støtte til disse kvinder?

NU er det, som det altid har været: Opmærksomheden rettes mod de magtfulde misogyne mænd, som fastholder deres position ved hjælp af hykleri, tvang og religiøse dogmer. Og de første ofre er som altid kvinder og deres frihed. Den egentlige modsætning er derfor ikke mellem lande, ej heller mellem mænd og kvinder. Men mellem dem, der virkelig vil kæmpe for frihed, og dem, der ikke gør. Kats