Din fjendes fjende

Krise i Rødehavet. Bomber i Beirut, Bagdad og Iran. Krigen mellem Israel og Hamas er ikke isoleret til Gaza, men har tråde til og virker som en katalysator for adskillige konflikter i regionen. 

Det kan virke uoverskueligt at holde styr på de mange ven-fjende-konstellationer i Mellemøsten. Weekendavisen forsøger her at give et overblik over, hvem der hader hvem.

Lad os starte med et terrorangreb, der fandt sted i den iranske by Kerman onsdag den 3. januar. Her eksploderede to selvmordsbomber under en mindeceremoni for den tidligere leder af Irans Quds-styrker, Qasem Soleimani, der blev dræbt i et amerikansk droneangreb uden for Bagdad i 2020. De to bomber i Kerman dræbte mindst 84 mennesker og vurderes som det dødeligste terrorangreb i den islamiske republiks historie.

Angrebet er et godt sted at starte, hvis man vil forstå, hvordan den seneste tids tiltagende uroligheder i regionen er forbundet langs blodige akser og gennem betændte forbindelsesled. Dagen efter de to eksplosioner tog Islamisk Stat (IS) ansvar for angrebet. Hvorfor angriber de mål i Iran?

Islamisk Stat adskiller sig fra flere andre sunnimuslimske jihadistgrupper som eksempelvis al-Qaeda i deres fjendebilleder. Islamisk Stat udspringer af al-Qaeda, der altid har haft Israel, USA og det øvrige Vesten som deres store skurke. 

Gruppens grundlægger og mangeårige leder, Osama bin Laden, plejede at fraråde unødig konflikt med den anden store trosretning inden for islam – shiaislam – men for al-Qaedas lokale fraktion i Irak, der senere blev til IS, var det netop shiitterne, de så som deres absolut vigtigste fjende. 

Angrebet i Kerman er ikke det første, som IS har udført i Iran. I 2017 tog de ansvar for et terrorangreb målrettet landets parlament og den islamiske republiks grundlægger, ayatollah Khomeinis, mausoleum i Teheran, der kostede mindst 12 mennesker livet. IS' morderiske fiksering på shiitter gør, at de som jihadistgruppe er bemærkelsesværdigt uinteresserede i at dræbe jøder. Islamisk Stat har da heller aldrig udgjort en nævneværdig trussel mod Israel.

Torsdag fandt endnu et angreb sted i nabolandet Irak. Omkring middag i det centrale Bagdad blev militsmanden Mushtaq Jawad Kazim al Jawari, der også gik under navnet Abu Taqwa, dræbt i et amerikansk droneangreb. Ifølge Washington var han regional næstkommanderende i den iranskledede milits Harakat Hezbollah al-Nujaba, som USA har mistænkt for at planlægge angreb på amerikanske tropper i landet.

De to angreb er illustrative eksempler på de komplekse og omskiftelige fjende-fjende-konstellationer i regionen. USAs tilstedeværelse i Irak har i snart ti år været på anmodning af regeringen i Bagdad med det formål at bekæmpe IS. I krigen mod dem sloges de amerikanskstøttede styrker i flere år de facto sammen med iranskstyrede shiamilitser. Nu er IS decimeret, og USAs hovedfjende i regionen er igen Iran, der med sine stedfortrædere har angrebet amerikanske styrker og allierede i årevis. Hvor Iran og USA i en periode delte fjende, er det nu IS og USA, der har den samme hovedfjende.

Religion og geopolitik

En simpel, pædagogisk tilgang til at forstå regionens fjendskaber er at se dem ud fra to konfliktlinjer, den ene sekterisk, den anden geopolitisk. 

Inden for islam går den sekteriske konflikt mellem shia og sunni med Iran som den fremmeste repræsentant for førstnævnte og Saudi-Arabien som ditto for sidstnævnte. 

De to lande har i årtier konkurreret om regional politisk og religiøs dominans. Geopolitisk befinder USA sig på den ene side af konfliktlinjen og Iran på den anden (med Rusland lurende i baggrunden). 

USAs vigtigste allierede er Israel, Saudi-Arabien og Egypten. De arabiske lande har dog et, lad os kalde det kompliceret forhold til Israel, der går helt tilbage til 1948, hvor de syv lande i Den Arabiske Liga erklærede det nystiftede jødiske land krig – og tabte.

USAs allierede er ikke alle på julekort med hinanden. I årtier nægtede samtlige arabiske lande at anerkende Israel. Det ændrede sig først med fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Siden fulgte Jordan i 1994. I 2020 kom et nyt gennembrud med de såkaldte Abraham-aftaler, der siden har dannet grundlag for en proces, der søger at skabe varig fred mellem Israel og de øvrige arabiske stater samt en række muslimske, ikkearabiske lande. Indledningsvis var det De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, der i 2020 underskrev aftaler med Israel, der blandt andet anerkendte landets suverænitet. Siden har Marokko og Sudan fulgt samme spor. Og op til angrebet 7. oktober var det Israel og Saudi-Arabien, der var begyndt at normalisere deres forhold.

Denne normaliseringsproces er klart i USAs interesse. Her ser man af indlysende grunde helst så få konflikter mellem sine allierede som muligt. 

Men den er ikke populær hos de arabiske befolkninger, og da slet ikke hos palæstinenserne, der ser arabisk anerkendelse af Israel som et svigt af deres sag. Særligt efter Hamas' angreb 7. oktober er processen kommet i modvind. En meningsmåling fra november viste, at 96 procent af adspurgte saudiere mener, at de arabiske lande bør droppe deres relationer til Israel. 

Nu består den arabiske verden ikke ligefrem af folkelige demokratier, men det kan næppe være en kilde til hverken stabilitet eller tryghed, at deres udenrigspolitik møder så stor skepsis i befolkningen. Den egyptiske præsident Anwar Sadat blev eksempelvis dræbt i 1981 af en officer fra sin egen hær, fordi han havde indgået en fredsaftale med Israel to år forinden. 

Det er denne store kløft mellem, hvad de arabiske ledere ser som deres staters interesser og deres befolkningers dybe modvilje mod Israel, der bedst forklarer den bemærkelsesværdige kontrast mellem arabiske politikeres solidaritetserklæringer med det palæstinensiske folk og deres manglende vilje til at komme dem til undsætning. Det er et åbent spørgsmål, om normaliseringsprocessen vil fortsætte efter krigen i Gaza. Men hvis den gør, vil nogle gamle fjendskaber i regionen langsomt kunne visne.

For Egyptens vedkommende har landets primære fjende været intern i skikkelse af islamisterne i Det Muslimske Broderskab, som den siddende præsident, Abdel Fatah al-Sisi, fik skubbet fra magten ved et militærkup i 2013, hvorefter han henrettede partiets lederskab. I broderskabet er man aldrig kommet sig over denne udrensning. Her har man traditionelt set alle diktaturer i regionen som illegitime, ikke fordi de er udemokratiske, men fordi de er uislamiske.

I Israel er der ingen tvivl om, hvem landets største fjende er: Iran er det eneste land i regionen, man reelt frygter. De arabiske lande er man ikke bange for. I stedet gruer man for, at de falder fra hinanden og efterlader et magtvakuum, som Teheran kan udfylde. Det har man set ske i Libanon, Syrien, Irak og Yemen, så det er ikke fri fantasi.

De to sataner

Det land, der står til at tabe mest på en fortsat normaliseringsproces mellem Israel og de arabiske lande, er dog Iran. Her har man i årtier ført diverse stedfortræderkrige rettet mod Israel, USA, Saudi-Arabien og de øvrige Golf-lande med henblik på at svække dem ved at sprede ustabilitet og kaos. 

Iran har dannet en uformel regional alliance mod landets fjender, der har fået navnet »modstandsaksen«. Ayatollah Khomeini udpegede i sin tid den islamiske revolutions to modstandere: den store satan (USA) og den lille satan (Israel).

Det mest fremtrædende medlem af Irans modstandsakse er Syrien. Et land, der siden 1970 har været styret af Assad-familien, der er alawitter – en shiitisk sekt. Syrien plejede at være tæt med Egypten i en fælles panarabisk alliance, men med den islamiske revolution i Iran i 1979 og Egyptens fredsaftale med Israel samme år søgte Syrien andetsteds efter allierede. Efter en række tilbageslag, en væltet mur i Berlin og et arabisk forår, er landet endt som Teherans lillebror.

Syrien var engang en betydelig militærmagt i regionen, men siden 2011 har landet været opslugt af en udmattende borgerkrig, der har svækket dets regionale position betydeligt. 

Borgerkrigen har i høj grad været en stedfortræderkrig mellem diverse sunniarabiske jihadimilitser finansieret af Golf-landene og pro-Assad-militser finansieret af Iran. Regimets hovedfjende er disse islamistiske sunnimilitser, da dets meget spinkle legitimitet er baseret på frygten for, hvad der vil ske med landets talrige religiøse mindretal, såfremt Damaskus overtages af sunniarabiske jihadister med folkemorderiske ambitioner. Rusland kom også Assad til undsætning, da det så mørkest ud, og er således en nær allieret.

Regionens mest prominente Iran-støttede shiamilits er Hezbollah, der har skabt sin egen protostat i det sydlige Libanon, siden Israel forlod området i 2000. 

Bevægelsens absolutte hovedfjende er Israel. De to parter har været i konfrontation ad flere omgange. Mest nævneværdigt er krigen i sommeren 2006, som ingen vandt, men hvor Hezbollah klarede sig bemærkelsesværdigt godt. I disse dage frygter mange, at en ny konflikt vil bryde ud mellem Israel og Hezbollah, selvom sidstnævnte har vist sig tilbageholdende med at blande sig i krigen mellem Israel og Hamas. 

Men tingene spidser til. I mandags blev Hezbollah-lederen Wissam Tawil dræbt i et luftangreb, formentlig udført af Israel. Hezbollahs palæstinensiske søstermilits har siden 1980erne været Islamisk Jihad, der også deltog i angrebet 7. oktober.

Hvad angår Hamas, udspringer bevægelsen oprindelig af Det Muslimske Broderskab, men den er med tiden blevet integreret i den iranske modstandsakse. 

Det er sket, på trods af at Hamas ligesom Islamisk Jihad er en sunnimilits. Grundlæggeren, Ahmed Yassin, ønskede af teologiske årsager ikke at ligge i seng med Teheran. Men efter at Israel dræbte ham i et luftangreb i 2004, har man haft et mere pragmatisk forhold til, hvem der sender penge og våben. I ledelsen er man dog ikke entydigt begejstret for alliancen med Iran og modtager således også støtte fra Qatar, det lille emirat, der spiller på alle heste og forsøger at være venner med radikale jihadister, broderskabet, Vesten og Iran på én og samme tid (dog ikke Israel).

Houthibevægelsen i Yemen er en fjerde vigtig milits i Irans modstandsakse. Den er vokset ud af oppositionen til landets daværende regering i 1990erne, og som militante shiaislamister er man tæt forbundet med styret i Teheran. I 2014 overtog houthierne kontrollen med Yemens hovedstad, Sanaa, hvilket udviklede sig til en borgerkrig. Saudierne har siden 2015 ledet en vestligt støttet koalition, der har forsøgt at nedkæmpe dem. Krigen i Yemen har også tiltrukket både al-Qaeda og IS, der de facto har kæmpet med koalitionsstyrkerne.

Houthierne er Irans vigtigste stedfortræder i Golfen i kampen mod særligt Saudi-Arabien, men også mod Israel, som de har angrebet med raketter de sidste måneder i solidaritet med Hamas, og naturligvis mod Vesten, som de nu forsøger at gøre skade på i Det Røde Hav med droneangreb. Det udspringer umiddelbart af krigen mellem Israel og Hamas, men er i sidste ende – som så meget andet i regionen – iransk udenrigspolitik pr. stedfortræder.