Det er sigende for Vredens bær – og for den sags skyld for mange andre forestillinger, der inviterer »virkelige« mennesker op på scenen – at det mest gribende øjeblik for mig var, da Fatima Ez Zohayryed Dryouch (der driver en ngo, hvis formål er at hjælpe migrantkvinder i Spanien) i en af forestillingens interviewsekvenser skulle reflektere over, hvad hun tænkte om forestillingen, der var ved at være forbi. Hun svarede, at hun i den tid, hun havde stået på scenen, sandsynligvis havde modtaget omkring ti opkald fra kvinder, der havde brug for hendes hjælp, og så var hun i øvrigt i tvivl om, hvorvidt Vredens bær kan gøre en forskel – vi i publikum ved jo allerede godt, at når man kan købe 500 gram spanske jordbær til 25 kroner i Danmark, så er der nogen et sted i processen, der er blevet udnyttet.

Svarets afmålte træthed, et sted mellem frustration og resignation, gjorde indtryk og gør fortsat indtryk – det var et oprigtigt og uforfærdet spørgsmålstegn ved både den specifikke forestilling og ved kunst som sådan.