Falsificeret. Skyldes det en modvilje mod fattige naboer, når danskerne ikke vil have højhuse i baghaven? Nej, viser nyt studie, det er selve bygningerne, vi ikke kan lide.
Jordnære bekymringer
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Efterkrigstidens højhuse er selve billedet på det forarmede liv i betonen, hvor mennesker lever stuvet sammen uden plads til at leve ordentligt. Modviljen mod nye fattigere naboer i ens kvarter har været foreslået som en mulig forklaring på, at de færreste drømmer om en skyskraber i baghaven.
Det, vi ved nu
Men i et nyt arbejdspapir viser politologerne Martin Vinæs Larsen og Niels Nyholt, at modviljen sandsynligvis handler mere om selve husene end om de potentielle beboere.
I studiet, der bruger data fra en undersøgelse blandt 13.000 danskere, præsenteres deltagerne for forskellige hypotetiske scenarier. De skal forestille sig, at byrådet i deres kommune overvejer at tillade et nyt byggeri i deres lokalområde. Efterfølgende bliver de spurgt, om de er for eller imod det nye byggeri.
Om byggeriet er et socialt boligbyggeri eller ejerlejligheder, ser imidlertid kun ud til at have en begrænset betydning. Byggeriets samlede antal kvadratmeter lader heller ikke til at gøre nogen forskel. Til gengæld vokser modviljen markant, når deltagerne præsenteres for et hus med syv etager sammenlignet med et etplanshus.
Men …
Hvordan får man så folk i villakvartererne til at elske højhusene? Ikke ved at love at fylde dem med velbjergede beboere, for vi ser simpelthen ud til at have en aversion mod bygninger, der er højere end dem, som i forvejen findes i vores kvarter.
Del:
