Ilden har mange fornøjelige anvendelser i haverne: bålhygge, madlavning i det fri, snobrødsristning, grillstegning, festblus og meget andet. Mange havedyrkere benytter også ild som redskab, eksempelvis i form af en gasbrænder mod vissent græs og uønsket plantevækst – ikke alle ser sig i stand til at glæde sig over den vilde flora, der spontant indfinder sig i opkørsler, på gårdspladser, mellem sten og fliserevner, men vil gerne have genoprettet den sterile orden og regelrethed på disse flader. Og her kan ilden være et nyttigt redskab, især som alternativ til gift. Betegnelsen »ukrudtsbrænder« er dog lidt vildledende, for man skal faktisk ikke brænde disse planter, men blot svide eller svitse dem – svarende til køkkenets »blanchering«. Det giver som regel det bedste resultat, begrænser røgen og sparer energi. Hvis man derimod afbrænder de overjordiske dele, vil planten ofte blot skyde på ny fra grunden.

Den letteste og billigste model er en cirka 75 centimeter lang, stokformet brænder med tilhørende dåser med gas. Skal man blot sætte fut i mindre pletter med vissent græs og lignende, er denne lette model ofte tilstrækkelig, mens større og mere omfattende opgaver kræver tungere grej, eksempelvis den kraftigere tagdækkermodel med større gasflaske til nogle hundrede kroner. Selv har jeg rigtig gode erfaringer med at bruge en sådan model som flammekaster til især naturplejeformål uden for havegærdet. Grejet består af en brænder med slange og en tohjulet vogn til at køre gasflasken på, men i stedet for at trisse afsted med den, som var det en pensionistrulletaske, har jeg anbragt gasflasken i et rygsækstativ med mejs, således at det er let at bevæge sig gennem terrænet under indsatsen. I de seneste år er der også kommet elektriske brændere, eller mere præcist svidere på banen. Da de indtil videre drives af strøm fra elnettet, har de begrænset rækkevidde, men nok tilstrækkeligt til en have. Indtil der også kommer batteriløsninger på dette felt.

I alle tilfælde er det vigtigt at sikre sig, at det er lovligt, og at brandsikkerheden er i orden. Ofte kan man læse eller høre om tilfælde, hvor brug af ukrudtsbrænder har ført til, at egen eller naboens hæk eller carport eller endnu mere kritiske genstande er gået op i røg. Et vidnesbyrd om, at ilden er en god tjener, men en slet herre – og at magtforholdet meget hurtigt kan byttes om, hvis man ikke er påpasselig.

I den store skala, i naturen og landskabet, er ild, tændt af lyn, en naturlig dynamisk faktor, navnlig i den nordlige halvkugles vidtstrakte nåleskove, hvor den har stor betydning for biodiversiteten. Lyntændte brande er langt sjældnere i den danske natur. Her skyldes de fleste brande som regel menneskers uheld, onde vilje – eller målrettede indsats.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel

ILDEN ER et gammelt redskab i menneskehedens værktøjskasse. Det fortaber sig i det uvisse, hvornår fortidsmenneskene begyndte at udnytte den ild, der opstod ved lynnedslag – og i øvrigt lærte selv at tænde an. Nogle vurderinger siger, at det er 700-900.0000 år siden. Jægerfolk har efter al sandsynlighed afbrændt vissent græs for at frembringe friske, saftige planter, som kunne lokke byttet, det græssende vildt, til. Senere, da bønderne kom til, anvendtes ilden på samme måde for at skabe god græsning til husdyrene.

Alt tyder på, at lynghederne i Jylland (og mange andre steder i det vestlige Europa) blev formet og i årtusinder opretholdt af mennesker gennem regelmæssig afbrænding. Formålet var at sikre stabilt, næringsrigt vinterfoder i form af hedelyng, som kan afgræsses og høstes hele året rundt. Ilden fjerner den langt mindre attraktive revling, forynger hedelyngen og aktiverer jordbundens frøbank af lyngfrø samt bærbærende dværgbuske som tyttebær.

Ilden er stadig et velegnet redskab i naturplejen; ikke alene på hederne, men også i andre naturtyper. I disse år indhøstes erfaringer med brug af ild i flere projekter, hvor ildens egnethed til at pleje, skabe og sikre levesteder samt bekæmpe invasive arter afprøves. En særlig succesrig anvendelse er mod selvsået opvækst af sitkagran i det tidlige forår, hvor det tørre græs af især bjergrørhvene og blåtop kan udnyttes som brændsel.

Det er dog altid vigtigt at holde den magtfulde naturkraft i kort snor med brandbælter, vand og sprøjter til slukning samt gode folk med branddaskere. Sidstnævnte redskab, der består af en vifte af brede jernlameller på en to meter lang stang, er storartet til at styre flammerne.

Når det kører godt, danser ilden lystigt hen over de tilgroende rydninger, lynomsætter det visne plantemateriale, svider den invasive opvækst til døde, forynger gammel lyng og urter og skaber mosaikagtig variation til gavn for de græssende dyr og biodiversiteten.

Alternativet til ild vil på disse steder typisk være skovarbejdere med kratryddere eller tunge maskiner, der kvaser jordbund og fortidsminder og dækker arealet med knust biomasse.