Israels fødsel og palæstinensernes fordrivelse mellem 1947 og 1949 er en afgørende og kompleks begivenhed, som man skal forstå, hvis man vil kende konfliktens udgangspunkt. Det har jeg formidlet i en række interview og artikler, som Weekendavisens Søren Villemoes går i rette med.
Villemoes' anklage lyder, at jeg ser historien gennem et propalæstinensisk prisme, og at jeg bevidst udelukker centrale fakta og begivenheder. Det kan jeg afvise. Jeg bygger min forskning og formidling på en bred og kritisk læsning af den akademiske litteratur, og jeg gør mit bedste for at formidle den viden, vi har.
I sin selektive gennemgang af mine udsagn læner Villemoes sig modsat op ad én kilde: den israelske historiker Benny Morris. Morris er en af de såkaldt nye historikere, der i 1980erne begyndte at undersøge Israels nationale historie kritisk og stille spørgsmål til en række myter om 1948-krigen, der indtil da havde domineret i Israel. Han er, som Villemoes skriver, en velanset historiker, men jeg ville ikke kalde ham »den førende historiker inden for denne periode«.
For det første er Morris stærkt ideologisk. Efter den anden intifada i 2002 skabte han furore ved at skrive, at problemet ikke var Israels fordrivelse af palæstinensere i 1948, men at Ben-Gurion, Israels første premierminister, ikke gjorde arbejdet færdigt. I 2004 sagde han til den israelske avis Haaretz, at etnisk udrensning i visse tilfælde kan retfærdiggøres. Den drejning, Morris har taget, gør ikke hans tidligere bøger irrelevante, men den placerer ham ret klart i et zionistisk historisk narrativ, som Villemoes gentager.
Et mere akademisk problem med hans arbejde er, at Morris stort set ikke anvender arabiske kilder, modsat hans to nyhistoriker-kolleger Avi Shlaim og Ilan Pappé – og selvsagt en række arabiske og palæstinensiske historikere som Walid Khalidi, Rashid Khalidi og Elias Sanbar, der alle har skrevet vigtige bøger om 1948. Hvad Morris har at sige om de arabiske debatter før krigen, har han fra sekundære kilder. Hvis man vil læse en mere autoritativ bog, vil jeg anbefale Avi Shlaim og Eugene Rogans The War for Palestine (2001), der også har et bidrag af Morris, men inddrager den palæstinensiske historiografi. Her finder man en mere nuanceret læsning af de centrale begivenheder, som Villemoes omtaler.
Villemoes' første anklage er, at DR citerer mig for at sige, at FNs delingsplan blev afvist fra palæstinensisk side, fordi de udgjorde to tredjedele af beboerne i det område, som FN foreslog skulle være Israel. Jeg har for flere uger siden påpeget over for DR, at dette er et fejlcitat, og jeg er blevet lovet, at det vil blive rettet. I forlængelse heraf mener Villemoes, at jeg nedtoner den arabiske og palæstinensiske afvisning af Peel-kommissionen og FNs delingsplan, samt at jeg ikke deler hans hypotese om, at enhver plan ville være blevet afvist.
De palæstinensiske og arabiske reaktioner i 1937 og 1948 er bestemt værd at nævne, men jeg ville ikke forklare dem, som Villemoes gør. Disse planer havde nemlig meget lidt med forhandling at gøre. Det er bestemt ikke en »efterrationalisering« at påpege, at planerne var så uretfærdige over for palæstinenserne, at det var umuligt for dem og de arabiske stater at støtte dem.
Jøderne ejede syv procent af jorden, men fik tildelt 55 procent af landet, inklusive den bedste landbrugsjord. Delingsplanen afspejlede ikke status quo i Palæstina og gik stik imod briternes løfter om ikke at fratage palæstinenserne deres land eller forflytte dem. Disse fakta er ret langt fra den israelske fortælling om, at araberne fik et godt tilbud, men afslog det. Hvilket folk ville villigt afgive territorium på den måde?
Faktum er, at de vestlige magter stemte for delingsplanen hovedsageligt på grund af skyldfølelse over Holocaust. Men palæstinenserne var ikke ansvarlige for Holocaust. Desuden afspejlede planen sammensætningen af FN i 1947. De fleste asiatiske og afrikanske lande var endnu ikke medlemmer, og det globale syd var i det hele taget dårligt repræsenteret. Så åbenlyst skæv en resolution ville aldrig kunne vedtages i dag.
Villemoes' anden anke er, at jeg ikke nævner, at palæstinenserne startede krigen, og at den jødiske civile befolkning blev angrebet. Det er korrekt, at de første angreb kom fra små palæstinensiske grupper og den arabiske befrielseshær den 30. november 1947, men det første angreb på en jødisk bus i den arabiske landsby Fajja (som senere blev komplet ødelagt) var faktisk et gengældelsesangreb for den yderliggående Stern-gruppes likvidering af fem medlemmer af en palæstinensisk familie. Spændingerne i området skyldtes ikke kun den palæstinensiske sides aggression, men også det jødiske samfunds (Yishuven) mobilisering, der var en eksistentiel udfordring for den palæstinensiske befolkning. Herefter udbrød en borgerkrig, der først i maj 1948 blev til en regional krig.
Om den krig ved vi nu, at araberne og palæstinenserne langtfra var forenede i at ville forhindre Israels tilblivelse – modsat den israelske myte om et fjendtligt og forenet hav af arabiske naboer. Som Avi Shlaim viser i sin bog Collusion across the Jordan (1988), indgik kong Abdullah, der ledte den arabiske styrke, en hemmelig aftale med Ben-Gurion og Storbritannien. Hans ønske i krigen var at sikre jordansk kontrol over den del af mandatområdet, som blev tildelt palæstinenserne af FN. Egypten og Irak havde ligeledes deres egne nationale interesser, hvilket er en af årsagerne til, at de arabiske hære endte med at tabe krigen.
Det er rigtigt, at særligt mufti Hajj Amin al-Husseinis milits brugte blodige slogans om at udslette jøderne. Omvendt gik Yishuven i krig ikke blot for at forsvare sig selv, men også for at erobre territorie og fordrive palæstinensere fra områder, hvor de ganske ubekvemt, set fra den kommende israelske stats side, var i flertal. Deres ledere havde udarbejdet en køreplan for krigen, Plan Dalet, der udpegede bestemte områder til udrensning. At vi ved det, skyldes ikke kun de nye israelske historikere, men i høj grad også deres palæstinensiske kolleger. Selvom disse har skullet kæmpe for at blive taget seriøst, modsat de israelske historikere, der konsekvent bliver brugt som sandhedsvidner.
Det er imidlertid deres fortjeneste, at vi har en empirisk velbelyst forståelse af, hvad der skete i forløbet omkring 1948. De begyndte i 1960erne at samle vidneberetninger og optegnelser fra krigen. Walid Khalidi var den første til at beskrive Plan Dalet, som Ilan Pappé senere har brugt som hovedkilde til sin bog Den etniske udrensning af Palæstina (da. 2012), og som Morris også nævner. Det er hverken propalæstinensisk eller antiisraelsk at påpege disse forhold, men ordentlig akademisk formidling.
Sune Haugbølle er professor i Globale Mellemøststudier på Roskilde Universitet.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
