Forlomme i livet

Jeg er privilegeret. Mit fædrene ophav er pensioneret advokat med blåt blod i årerne, og på min mors side er jeg efterkommer af kommercielt succesfulde kunstnere og kreative. Jeg er dermed født ind i en familie med fuld plade på nedarvet bourdieusk kapital.

Jeg kunne dog sikkert have udnyttet dette mere, have fået mere hjælp. Mine forældre har aldrig direkte blandet sig i min karriere. Det ville dog alligevel være indbildsk ikke at være pinligt bevidst om, at jeg har scoret jackpot i at få en dannelse med hjemmefra, der har lagt grundlaget for, hvordan jeg navigerer i verden.

Jeg har et stort ordforråd, og jeg er kunstkender. Jeg forstår, hvordan samfundet hænger sammen, og jeg besad tilpas meget argumentatorisk selvtillid til, at jeg eksempelvis turde stille mig op og kæmpe for en lovændring af tidsrammen for »social freezing« (nedfrosne æg til senere brug). Jeg har aldrig frygtet, at jeg ikke havde noget at byde på, ligegyldigt hvor jeg befandt mig. Også selvom jeg har mødt mennesker, der havde stærke fordomme om min karakter qua mit ophav.

Privilegier betyder ikke, at man går gennem livet uden udfordringer. Man kan sagtens vokse op i et dybt dysfunktionelt hjem eller have alvorlige helbredsproblemer, som kan gøre livet svært, selvom man har været heldig på andre parametre. Men det er bare lidt federe at græde i en Audi end i en Skoda, og mindre kan altså også gøre det, når samtalen falder på nedarvede privilegier.

Politiken-journalist Ditte Giese fik fingrene i klemme, efter at hun i en kronik havde langet ud efter min generation, fordi hun mener, at vi er indbildske og forlanger for meget uden selv at have meritter. Hun argumenterede endda for, at den detroniserede litteraturinfluencer Katherine Diez repræsenterer en hel generation, der forventer en forlomme.

Giese blev derefter beskyldt for selv at være barn af nepotisme, såkaldt nepobaby, som datter af en kendt forfatter, rødstrømpe og samfundsdebattør og en forlægger på et toneangivende samfundskritisk forlag.

Jeg kan sagtens forstå, at Giese afviser titlen »nepobaby«, da hendes forældre aldrig har foretaget nogen telefonopkald for at fremme hendes karriere, men på X virker hun til gengæld lettere uigennemtrængelig i forhold til, om ikke hun alligevel fik nogle brugbare privilegier i dåbsgave. For hvordan skulle det at blive opfostret af to offentlige kulturpersonligheder dog kunne have nogen indflydelse på Gieses karriere som skrivende kulturjournalist og debattør ...?

Giese bør tage fuldt ejerskab over det faktum, at hun kommer fra et hjem i den skrivende og talende klasse, og at dette nok ikke ligefrem har været en hindring i hendes professionelle liv. Hun henviser i stedet til, at hendes karriere er baseret på viljestyrke; at hun har gået på weekendkurser og højskole og til koncert, før hun søgte ind på journalistuddannelsen.

Da hun på X blev konfronteret med, at en buschauffør nok ikke ville have haft råd til at sende sin datter på højskole, henviste Giese til, at vores gratis uddannelsesinstitutioner jo bidrager til social mobilitet – men hun argumenterede jo for dælen selv for, at de såkaldt ekstracurriculære aktiviteter har haft en væsentlig effekt på hendes dygtighed!

Giese har – som også jeg – haft muligheder, der ikke er tilgængelige for alle. Og godt for os! Det er jo kun positivt at have mulighed for at dygtiggøre sig. Man kunne nemt lange ud efter andre, der er langt værre, men nu har Giese selv valgt at bruge spalteplads på ikke at anerkende sin egen forlomme og samtidig mene, at min generation forventer en. Og så får man altså lov at tjene som eksempel.

Der er tale om et meget dansk fænomen. I Danmark har vi en universel velfærdsmodel, som vi med rette er stolte af. Men vi er også så stolte af den, at vi luller os ind i en fantasi om, at den er rigelig i sig selv for at kunne klare sig godt, og så behøver vi ikke tale mere om det!

Privilegerede mennesker turnerer derfor med en indbildsk selvfortælling om at være selfmade, fordi de – vi – engang gik i samme gratis uddannelsesinstitutioner som alle andre, selvom dette jo kun er en brøkdel af hele historien. Vores uddannelse startede længe før, den startede hjemmefra. Vi fik en forlomme i livet, og det er der ikke nogen skam i. Vores præstationer er stadig vores. Men det er patetisk, hvis vi ikke vil indrømme den kendsgerning, at vi har haft et forspring på den ene eller anden måde.

Julie Grove er selvstændig kommunikatør og cand.mag. i dansk.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk