I sidste uge rettede Bundesrechnungshof, den tyske rigsrevision, en skarp kritik mod Energiewende, som tyskerne kalder omstillingen af det tyske energisystem. Den planlagte udbygning med CO₂-fri, vedvarende energi går meget langsomt. Og der er ingen sikkerhed for, at der altid er strøm i nettet. 

Den tyske rigsrevision skriver i rapporten, at det billede, forbundsregeringen tegner af forsyningssikkerheden, er »forvrænget«, og at de antagelser, som indsatsen for at forbedre forsyningssikkerheden bygger på, er »virkelighedsfremmede«.