Hjem til sig selv

Der kan fortælles mange historier om Venstres forbløffende nedtur. Om partiet, der i 2001 fik knap en tredjedel af stemmerne. Om Foghs eller Uffes selvtillid, båret af ideologi, historisk ballast og landsdækkende forankring. Om partiet, der altid har været et fikspunkt på det politiske landkort.

Uanset fortællingen må man konstatere, at denne historiske kæmpe er helt uigenkendelig. Ét er, at Venstre i meningsmålingerne er nede på omkring otte procent; langt under katastrofevalget i 1973. Værre, at partiet er ramt af dyb ideologisk og ledelsesmæssig eksistenskrise.

At Mads Fuglede nu er tidligere Venstre-mand, kan forklares med hans ønske om at blive genvalgt i et land-Venstre på kollisionskurs med partilinjen. Men det afgørende er, at han forlader et parti, der ikke længere har mange vælgere, bred geografisk forankring eller en ledelse, der kan samle store ideologiske forskelle under ét tag. Venstre er ikke længere et folkeparti.

Partiet kan regne sin historie tilbage til Det Forenede Venstre, der i 1870 netop samlede forskellige kræfter for at stå sammen om kravet om parlamentarisme. Det er denne brede paraply, der senere gjorde Venstre til et folkeparti, der kunne samle by og land, liberale og konservative, unge og gamle, veluddannede og arbejdere i ét parti, der har leveret 11 statsministre og i lange perioder været landets største.

Kommer der nogensinde igen en Venstre-formand i Statsministeriet med over en fjerdedel af vælgerne bag sig? Det er svært at forestille sig.

KONSEKVENSEN ER, AT Socialdemokratiet står tilbage som det eneste folkeparti med styrke og bred forankring. Det er både en borgerlig tragedie og en udfordring for dansk politisk kultur. Socialdemokratiet og Venstre har hver for sig haft styrken til at rumme store ideologiske forskelle og til at trække deres egne partiers fløje med ind i store forlig. Den helt store forandring i dansk politik er ikke eksistensen af en mærkelig midterregering, men fraværet af Venstre som modvægt og alternativ til Socialdemokratiet.

Nu står Socialdemokratiet over for en række små borgerlige partier, drevet af enkeltsager og personligheder som Vanopslagh eller Støjberg, med behov for klare ideologiske markeringer uden hensyntagen til et større billede end det, der sidder på deres egen valgplakat.

Den skævhed er en fordel for den altid fleksible, men altid statsorienterede socialdemokratisme. Socialdemokratiet sidder tungt på den ene side af vippen – de borgerlige højt svævende i luften. Uden Venstre er der ingen rigtig modvægt – heller ikke som stærk partner i store, fremtidige reformer.

»Vi skal ikke hjem, vi skal videre,« sagde Jakob Ellemann-Jensen, der ikke selv vidste, hvad det betød. Men Venstre skal hjem – til sig selv. Partiet lider både af ideologisk uklarhed og svag ledelse. Det har ført til en regeringsdeltagelse, som kun partiledelsen kan se fornuften i. Det er et symptom på et større problem, der kun kan løses ved at genfinde sig selv og indtage en tydelig plads i landskabet. Det sker helt indlysende ikke ved at blive siddende i denne regering.