»En CO₂-afgift er helt klassisk liberal politik,« siger Lasse B. Sørensen.

Formanden for Venstres Ungdom sidder ved et rundt bord i ungdomspartiets underligt store lokaler lige op ad Nørreport Station i København. Vi nipper til hvert sit glas vand, mens nogle håndværkere larmer udenfor. Ude på gangen hænger portrætfotografier af de tidligere formænd: Morten Dahlin, Jakob Engel-Schmidt, Karsten Lauritzen. Siden oktober sidste år har formanden heddet Lasse B. Sørensen.