Blandt de titler, der for et par uger siden var nomineret til en Oscar for bedste film, indtog Celine Songs Past Lives en spøjs position. På den ene side er den en uforholdsmæssigt stor kritisk og kommerciel succes af en indieproduktion at være, men på den anden side var den let at overse i årets Oscar-felt, der var domineret af film med langt større armbevægelser.

Fornemmelsen af noget luftigt og let uhåndgribeligt er en integreret del af filmens udtryk. Den er struktureret som en guirlande af livsminder, og dens billeder glider umærkeligt hen over lærredet. Lidt ligesom en mild, melankolsk popsang, der smyger sig ud af radioen og fylder et rum, imens den spiller, hvorefter dens indtryk fordamper igen. Denne upåfaldende flygtighed er filmens styrke og dens store svaghed.