Sikkerhedsforanstaltningerne var ekstreme, når der skulle findes nye bombemænd til det hemmelige sabotagenetværk, som fra København kæmpede Stalins sag.

Agenterne blev rekrutteret i miljøet af kommunistiske søfolk og havnearbejdere, som i forvejen havde et fagligt netværk spredt ud over hele Europa. Blev de godkendt til at virke i den hemmelige krig, blev de oplært i alt til faget henhørende: kodeskrift, usynlig skrift, snedige kontaktsignaler og ikke mindst den ædle kunst at konstruere en tidsindstillet brandbombe og få den til at gå af i et fjendtligt skib nogenlunde på det kalkulerede tidspunkt.