Flaskepost. Kvindernes internationale kampdag blev født i København og banede vejen for zarens fald.

Dagen og sagen

Protester mod misogyni, undertrykkelse og kapitalens arbejds- og levevilkår har det med at hænge sammen, måske endda udgøre ét flammende sagskompleks. Sådan var det ligeledes 8. marts 1917, da Petrograds kvinder fik nok og gik på gaden med højlydte krav om brød, rettigheder, fred og zarvældets endeligt.

Forud var løbet en turbulent tid, hvor socialisternes kamp også blev kvindernes kamp. Allerede i 1909 havde Socialist Party of America og suffragetten Theresa Malkiel organiseret en Woman’s Day i blandt andet New York, hvor tusinder hørte talerne ved Murray Hill Lyceum og Parkside Church.

Året efter, i august 1910, afholdt sammenslutningen af arbejderpartier og -organisationer, Anden Internationale, sin ottende verdenskongres på Skodsborg Spa Hotel nord for København. Kongressen husede 887 delegerede, og på dagordenen var arbejdsløshed, nedrustning og dødsstraf. Kvindesagen fik plads på en todageskonference i Folkets Hus på Nørrebro umiddelbart før hovedkonferencen. Her deltog 99 kvinder fra 17 lande, blandt andre tyske Clara Zetkin fra det socialistiske tidsskrift Die Gleichheit.

Nogle måneder forinden havde Zetkin i et brev til den svenske socialdemokrat Ruth Gustafson skitseret tre indsatsområder: stemmeret, bedre vilkår for mødre samt en forbedring af samarbejdet over landegrænser og udarbejdelse af »retningslinjer med respekt for landenes forskellighed – og uden at stereotypisere«. Zetkin understregede dog, at emnernes omfang vel krævede en »konference på tre måneder, ikke to dage«.

Ifølge Zetkin skulle den opmærksomhed, der var blevet kvindekampen til del især i USA, udnyttes, og i en tale i Folkets Hus foreslog hun en årlig international kvindedag. Der var bred opbakning til ideen, som blev henlagt til en uspecificeret søndag i begyndelsen af det europæiske forår. At det blev en helligdag, var afgørende for at sikre opbakning fra de arbejdende kvinder.

Den første internationale kvindedag blev markeret 19. marts 1911 af hundredtusinder i Tyskland, Schweiz, Østrig-Ungarn og Danmark. Kvinderne forlangte stemmeret og ret til at bestride offentlige embeder. Og med branden på Triangle Shirtwaist Factory i New York, der kostede 146 tekstilarbejdere livet (heraf størstedelen unge kvinder), fik den socialistiske kvindekamp ammunition i årene frem mod krigsudbruddet.

Ifølge Zetkin skulle den opmærksomhed, der var blevet kvindekampen til dels især i USA, udnyttes, og i en tale i Folkets Hus foreslog hun en årlig international kvindedag.

SØNDAG DEN 8. MARTS 1914 kulminerede bevægelsen med flere store manifestationer i Tyskland og Rusland, endda på dagen, hvor den britiske kvindeforkæmper Sylvia Pankhurst blev arresteret på vej til en demonstration på Trafalgar Square. Men det var først tre år senere, i 1917, på samme dato (24. februar ifølge den julianske kalender), at mærkedagen fik verdenshistorisk betydning.

Da samledes titusinder af vrede kvinder i Sankt Petersborg, under krigen kaldet Petrograd, for at tordne mod tidens uretfærdighed og for politiske rettigheder, ikke mindst stemmeret som i Norge (1913), Danmark (1915) og storfyrstedømmet Finland (1906). Ingen legemliggjorde undertrykkelsen tydeligere end zaren, der krævedes afsat af de fremmødte kvinder, som med guvernør Aleksandr Balks ord – gengivet i Orlando Figes’ A People’s Tragedy (1996) – udover tekstilarbejdere talte »damer fra borgerskabet, bondekvinder og studerende«.

Ud på eftermiddagen sluttede titusinder sig til demonstrationerne, som endte i samlet flok på Snamenskaja-pladsen, hvor talerne på symbolsk vis besteg kæmpestatuen af zar Aleksandr 3. til hest. Få dage efter den såkaldte februarrevolution meddelte zar Nikolaj 2. sin afgang, og da også lillebror Mikhail afstod fra tronen, faldt det romanovske dynasti efter 300 år.

Rusland var nu en republik, og i de statslige råd, sovjetterne, var magten ved at tippe til fordel for bolsjevikkerne, hvilket i april 1917 fik den prominente revolutionære Vladimir Iljitj Lenin til at vende hjem fra sit eksil i Schweiz. I øvrigt hjulpet på vej af de tyske myndigheder, der mente, at hans tilbagekomst ville svække russernes krigsvilje.

Godt et halvt år senere fulgte Oktoberrevolutionen i form af bolsjevikkernes statskup og indsættelsen af en ny regering, Folkekommissærernes Råd, med Lenin i spidsen. I regeringen fik Aleksandra Kollontaj sæde som verdens første kvindelige minister.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.