I dag er demens en dyster diagnose. Rammes man af Alzheimers eller andre demenssygdomme, kan man forvente en langsom nedbrydning af hjernens funktioner; en ubehagelig proces, hvor man langsomt bliver mindre og mindre sig selv og glemmer dem, man elsker. En proces, der ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er »uhelbredelig« og »irreversibel«.
Men måske er der håb forude. I januar godkendte den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, for første gang et medicinsk produkt, der ser ud til at have en mærkbar og »sygdomsmodificerende« effekt på demens. Det er aldrig sket før. Lecanemab, som lægemidlet hedder, har i kontrollerede forsøg bremset svækkelsen af de kognitive funktioner med 27 procent over en periode på 18 måneder. Godt nok kun hos patienter med milde symptomer på Alzheimers, men resultaterne har ikke desto mindre vakt opsigt blandt eksperter i sygdommen.
»Den optimistiske del af mig siger, at det her er begyndelsen på en ny epoke,« siger Gunhild Waldemar, læge og leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
»Lecanemab repræsenterer et nybrud inden for behandling af demens, på samme måde som dengang vi fik de første behandlinger til kræft eller gigt.«
Demens opstår på grund af forandringer i hjernen. Ændringerne kan skyldes en pludseligt opstået hjerneskade forårsaget af en ulykke eller en blødning eller svulst i hjernen. Men ofte er der tale om sygdomme, der nedbryder hjerneceller og svækker de kognitive funktioner, så man gradvist mister evnen til at huske, tænke, tale og til at handle. Den mest udbredte demenssygdom er Alzheimers, som cirka 55.000 danskere lider af. I alt lever knap 90.000 danskere med demens – et antal, der stiger, i takt med at befolkningen bliver ældre.
Udsigterne til bedring kan virke håbløse, både som syg og som pårørende, og nyheden om et nyt lægemiddel vækker derfor begejstring, blandt andet hos Alzheimerforeningens formand, Nis Peter Nissen. Over for DR har han kaldt den amerikanske godkendelse af lecanemab en »glædelig nyhed« om et medicinsk produkt, der »meget markant kan forbedre livskvaliteten hos mennesker med Alzheimers«.
Andre er mere skeptiske. Ruth Frikke-Schmidt forsker i klinisk biokemi og genetik på Rigshospitalet og Københavns Universitet og har en særlig ekspertise inden for demenssygdomme. Og umiddelbart ser lecanemab ud til at have »en begrænset effekt og en relativt høj risiko for at påføre patienten alvorlige bivirkninger«, siger hun.
I stedet mener hun, at håbet skal findes i en anden retning; i nye studier i genetik, livsstil og forebyggelse.
»Der ligger et stort uudnyttet potentiale i tidlig forebyggelse af demens, som vi først inden for de senere år er begyndt at forstå. I stedet for at vente på symptomer på demens skal man sætte ind langt tidligere.«
Blødning eller bedring
Demensforskningen står over for flere mulige gennembrud i disse år; nogle i den mere aparte afdeling: Der er forsøg med pindsvinepigsvamp og psykedeliske stoffer, der danner nye hjerneceller. Stroboskopagtige lysglimt eller elektroder, der stimulerer og genopliver aktivitet dybt inde i hjernen – derinde i virvaret af impulser og molekyler, hvor man desuden har opdaget en fjerde hjernehinde og åbnet for en ny forståelse af sygdomme, der nedbryder hjernen. Der er håb. Men spørgsmålet er, hvor der er kortest vej til reel bedring.
Gunhild Waldemars optimisme knytter sig primært til lægemidler som lecanemab. Ingen andre behandlingsformer har skabt så lovende resultater i placebokontrollerede forsøg, siger hun. Hun understreger dog samtidig – på linje med Ruth Frikke-Schmidt – at lecanemab »ikke er noget ufarligt lægemiddel«.
Medicinen fungerer som en immunterapi, hvor man får en infusion af antistoffer mod et af de proteiner i hjernen, som ser ud til at udgøre et væsentligt problem ved Alzheimers sygdom: beta-amyloid.
Demens er kendetegnet ved, at forskellige proteiner klistrer sig til hjernecellerne og nedbryder dem. Beta-amyloid er et af de proteiner, man i årtier har forsket i at kunne udvikle et antistof mod. Og det er her, man har nået en milepæl. Lecanemab kan reducere mængden af beta-amyloid, viser forsøgene, og det kan dermed udskyde tabet af den kognitive funktionsevne.
Men forsøgene har samtidig vist, at lægemidlet også kan føre til alvorlige bivirkninger i form af blødninger og hævelser i hjernen. Så hvor håbefuld kan man tillade sig at være?
»Vi er nødt til at opveje risiko og virkning,« siger Waldemar. »På nuværende tidspunkt er det stadig svært at sige, præcis hvem der vil have gavn af det her lægemiddel, og hvem der kan tage skade af det. Og derfor siger den skeptiske side af mig, at vi har brug for flere kliniske erfaringer, før vi kan række armene i vejret.«
Gunhild Waldemar fremhæver, at man nu har taget første skridt mod en effektiv behandling af demens. Der er allerede flere lignende lægemidler på vej, og måske virker de endnu bedre end lecanemab, siger hun.
En anden udfordring er prisen. I USA er lægemidlet kommet på markedet under navnet Leqembi, og det har fået en foreløbig pris, der svarer til omkring 185.000 danske kroner. Om året. Til sammenligning er de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved en kræftpatient i Danmark på omkring 63.000 kroner om året ifølge de seneste beregninger fra 2016.
Måske bliver behandlingen med tiden billigere og dermed mere tilgængelig for flere patienter, siger Waldemar. Men indtil da er man også nødt til at se på billigere alternativer.
En nøgle i generne
Et af de alternativer handler om tidlig forebyggelse. En mulig vej er at indføre en ny test hos de praktiserende læger, der kan give folk en »risikoscore« for demens. Det bruger man eksempelvis i det offentlige sundhedssystem i England, hvor testen danner udgangspunkt for en snak om forebyggelse.
I forvejen er der et utal af test til at opdage demens. En af dem hedder på dansk urskivetesten, og den går kort fortalt ud på, at man bliver bedt om at tegne et ur med tal og visere på et bestemt klokkeslæt. Kan man ikke det, er der en risiko for, at man har den degenererende hjernesygdom.
Udfordringen er, at mange af dem, der scorer lavt i urskivetesten og lignende prøver, formentlig allerede er nået til et fremskredent stadie i sygdommen. I stedet skal man sætte ind langt tidligere, mener Ruth Frikke-Schmidt.
»Hvis vi finder ud af, hvem af os der har den højeste risiko for at få demens, kan vi målrette en intensiv forebyggelse, hvor vi fremmer en sundere livsstil og enten skubber udviklingen af demens eller helt undgår den.«
I en rapport fra tidsskriftet The Lancet udgivet i 2020 kan man læse, at omkring 40 procent af alle tilfælde af demens potentielt kan forebygges. Det tal hviler blandt andet på forskning foretaget på Rigshospitalet, hvor man laver beregninger på risikofaktorer. I 2022 udkom det seneste studie fra European Alzheimers & Dementia Biobank i tidsskriftet Nature Genetics. Her er Frikke-Schmidt medforfatter, og hun har blandt andet været med til at identificere i alt 75 områder i generne, der har betydning for udviklingen af Alzheimers sygdom senere i livet. Hvis man parrer oplysningerne om genetikken med information om livsstilsvaner og deres betydning, er der meget at hente, siger hun.
»Selvom man har genetiske varianter, der hænger sammen med lidt højere risiko for demens, så ser det ud til, at en sund livsstil halverer risikoen for at udvikle demens senere i livet,« siger lægen fra Rigshospitalet.
Det er ret ligetil. Langt de fleste vaner, der er forbundet med en risiko for at udvikle demens, er allerede kendt for at udgøre en sundhedsrisiko i andre henseender: lav fysisk aktivitet, rygning, højt indtag af alkohol, social isolation og overvægt. Der er dog enkelte faktorer, der knytter sig særligt til demens. For eksempel et lavt uddannelsesniveau eller en dårlig hørelse. Derfor er det muligt, at det kan virke forebyggende, hvis man træner sin hjerne eller sørger for at få høreapparater ved nedsat hørelse.
»Jeg ved, der kan være en skepsis over for genetik, men samtidig er der et brændende behov for en ny tilgang inden for det her område. Vi har ikke nogen effektiv behandling af aldersrelateret demens, som det ser ud lige nu. Derfor skal vi gøre mere for at forebygge, at folk overhovedet får sygdommen – for eksempel ved at udvikle en ny test, hvor man integrerer evidens om livsstilsfaktorer og gener. Det kan hjælpe os til at målrette indsatsen.«
Gunhild Waldemar er mere skeptisk. »Jeg har det blandet med udbredelsen af en risikoscore,« siger hun. »På den ene side kan det måske motivere nogle til at ændre livsstil. Men det kan måske også få nogle til at give op på forhånd, hvis de finder ud af, at de besidder nogle bestemte gener.«
Svampe og elektrisk stimulans
Måske skal der alternative metoder til i kampen mod demens. Ruth Frikke-Schmidt understreger, at den nye viden om genetikken også kan lede til udviklingen af nye lægemidler, der kan kurere eller lindre sygdommen. Andre forskere har fundet inspiration mere uventede steder. I januar udkom et studie i Journal of Neurochemistry, der viste, at stoffer fra den spiselige pindsvinepigsvamp kan fremme væksten af nerveceller og forbedre hukommelsen. Man har også fundet tegn på, at psykedeliske stoffer som dmt, lsd og psilocybin kan udgøre vigtige redskaber i kampen mod demens, fordi de kan skabe nye forbindelser mellem hjernecentre og øge dannelsen af nye hjerneceller. Forskningen er dog stadig på et tidligt stadie, og – som det ofte står skrevet i den slags videnskabelige artikler – så er der »brug for yderligere undersøgelser« for at kunne konkludere noget mere præcist.
Ofte er nyhederne om effektive behandlinger af demens for gode til at være sande. I 2019 blev potensmidlet Viagra for eksempel udråbt til at kunne »reducere risikoen for Alzheimers sygdom«. Men allerede i 2022 blev den forhåbning så aflivet med nye studier, der efterprøvede hypotesen i en større ramme.
Metoden kognitiv stimulationsterapi (CST) er længere fremme og virker fortsat lovende. Forsøg i fase et og to har vist, at elektrisk stimulans dybt nede i hjernen kan forbedre de kognitive funktioner, særligt i forhold til sprogforståelsen og koncentrationsevnen. Men forsøg i fase tre, hvor man tester behandlingen i randomiserede, kontrollerede rammer med flere hundrede deltagere, er fortsat i gang. Det samme gælder i øvrigt nogle af de vacciner, der også har vist et potentiale.
»Jeg er meget forbeholden med at sige noget som helst om behandlingsformer, der endnu ikke er blevet testet i større kontrollerede forsøg,« siger Ruth Frikke-Schmidt.
Det samme siger lederen af Nationalt Videnscenter for Demens. Alligevel mener Gunhild Waldemar, at forskning i demens »må være med til at motivere myndighederne«. Hun håber især, at den nye viden om forebyggelse og behandling med lecanemab kommer til at indgå i en diskussion af, hvordan man generelt forholder sig til sygdomme som Alzheimers. Som det ser ud i dag, er systemet allerede presset, siger hun.
Tal fra Alzheimerforeningen viser, at 42 procent af de potentielle patienter venter mere end et halvt år, før deres udredning sættes i gang. Så hvordan skal man overhovedet kunne risikovurdere flere eller rulle en effektiv medicinsk behandling ud til alle dem, der har et behov – hvis der er allerede er mangel på ressourcer til indsatsen?
»Vi er der ikke helt endnu,« siger Waldemar. »Men vi er kommet tættere på, at håbet kan indfries – at demens ikke længere er uhelbredelig og irreversibel.«
