Det ville have været bekvemt for de fleste, ikke mindst den martrede efterretningstjeneste, hvis der et sted i et hjørne af et offentligt kontor havde stået en syltekrukke til straffesagen mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen. Men den slags husgeråd er tilsyneladende i restordre, hvorfor Hjort Frederiksen i denne uge blev tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger til skade for statens sikkerhed. Det betyder, at Hjort efter alt at dømme skal for retten engang i det tidlige efterår.
Konsekvenserne af det er stort set skadevirkninger over hele linjen. Men justitsminister Peter Hummelgaard, der traf den endelige beslutning om tiltalen, siger, at han ikke fandt nogen grund til at gå imod Rigsadvokatens indstilling.
For Hummelgaards nyvundne venner i Venstre er sagen specielt delikat. For mindre end et år siden sendte Sophie Løhde, der i dag sidder på ministerbænken sammen med Hummelgaard, et halvt hundrede spørgsmål til dennes forgænger.
Løhde, der dengang var oppositionspolitiker, mere end antydede, at hele sagen var politisk og handlede om at straffe Hjort, fordi han som en del af oppositionen havde forholdt sig kritisk til regeringens håndtering af FE-sagen.
Det var også Venstre, der førte an, da et flertal i Folketinget sidste år afviste at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet, fordi man ikke kunne få at vide, hvad tiltalen handlede om.
Tungetale
Nu er Hjort ikke længere medlem af Folketinget, Venstre er en del af regeringen, og tiltalen er stadig hemmelig. Det kræver en særlig evne for politisk tungetale, som partiets de facto-leder, økonomiminister Troels Lund Poulsen, over for DR håndterede således:
»Jeg har kendt Claus gennem mange år, og derfor er jeg ked af, at han nu er blevet tiltalt,« sagde Lund Poulsen og tilføjede:
»Det er ikke en sag, jeg kan blande mig i. Det er en sag for anklagemyndigheden, og derfor kan jeg heller ikke forholde mig til sagen.«
Dermed placerer sagen mod Hjort Frederiksen sig i en allerede betydelig række 180-graders vendinger fra Venstre: Mette Frederiksens egnethed som statsminister og behovet for en advokatvurdering af minksagen eksempelvis.
I Venstres fravær var det op til Liberal Alliances Alex Vanopslagh at forsøge at holde sagen på det politiske spor.
»Jeg synes ikke, det er godt, at vi begynder at retsforfølge oppositionspolitikere for at bruge deres ytringsfrihed i den offentlige debat. Loven er jo ikke indrettet sådan, at regeringen bare er et gummistempel her. Det er jo en politisk beslutning, om man mener, en tidligere oppositionspolitiker skal retsforfølges,« sagde han til DR.
Ved at holde fast i Venstres tidligere position, at tiltalen er udtryk for politisk forfølgelse, retter Vanopslagh selvfølgelig skytset mod den socialdemokratiske justitsminister, men i lige så høj grad rammes Venstre, hvis pludselige omvendelse nådesløst udstilles.
Det sidste kan sagtens vise sig at give Vanopslagh gevinst. Til gengæld vil det også medvirke til at gøre sprækken mellem Venstre og den borgerlige opposition både dybere og bredere. Intet tyder på, at en borgerlig magtovertagelse har nogen plads i virkelighedens verden, medmindre man igen forenes med Venstre, og selv hvis det skulle ske, er udsigterne sløje.
Dertil kan måske føjes, at tidligere forsøg på at politisere sagen ikke er endt som en udpræget succes. I den sammenhæng kan man erindre valgkampens mest mindeværdige pressemøde med Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen i modlys foran Kastellet i København. En påmindelse om, at intet er så skidt, at det ikke kan blive værre.
Overreaktion
Samme lov gælder tilsyneladende i hele sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, som tiltalen mod Hjort Frederiksen er et hjørne af.
Som det fremgår af anklagemyndighedens pressemeddelelse, er den tidligere forsvarsminister tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, som handler om at røbe eller videregive oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Samme paragraf, som tidligere chef for FE, Lars Findsen, er tiltalt efter.
Selve anklageskriftet er hemmeligt, men det er tidligere kommet frem, at sigtelserne mod Hjort Frederiksen handler om, at han i en række interviews, blandt andet her i avisen, har bekræftet et dansk-amerikansk samarbejde om aflytning af internationale datakabler.
Hele sagen begyndte, da daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, i august 2020 hjemsendte Lars Findsen og en håndfuld andre medarbejdere i FE. Det skete på baggrund af en kritisk rapport fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som byggede på oplysninger fra en såkaldt whistleblower.
Bramsen blev efterfølgende kritiseret for at have overreageret til skade for FE og Danmark. En af kritikerne var Claus Hjort Frederiksen, der ifølge anklagemyndigheden i kampens hede har bekræftet det kabelsamarbejde, som var kernen i tilsynets rapport.
At kritikken for overreaktion havde noget for sig, er siden blevet dokumenteret af, at en kommission med tre landsdommere efter et års gennemgang tilbageviste hele tilsynets kritik. Den del bliver i øvrigt nu genstand for en selvstændig undersøgelse.
Tilbage står straffesagerne mod Hjort og Findsen, der begge har den ulyksalige bivirkning, at de ligesom Bramsens reaktion på tilsynsrapporten sætter skarpt projektørlys på det, der egentlig skulle være forblevet i mørke. Nemlig de hemmelige tjenesters dybeste hemmeligheder.
For at begrænse de værste skader vil anklagemyndigheden forsøge at få sagerne ført bag lukkede døre, hvilket vil være en afvigelse fra det danske grundprincip om offentlighed i retsplejen.
Både Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsens og deres respektive advokater argumenter for åbne døre netop af hensyn til retssikkerheden. De vil derudover arbejde for, at sagerne skal for et nævningeting med tre juridiske dommere og ni nævninge, mens anklagemyndigheden lægger op til en domsmandssag med en juridisk dommer og to domsmænd.
Både spørgsmålet om åbne døre og nævninge kontra domsmænd skal afgøres, inden den egentlige sag kan begynde. Med anklagemyndighedens tiltale af Hjort Frederiksen tyder meget på, at hans sag er rykket forbi Lars Findsens i køen. Det bliver derfor formodentlig Claus Hjort Frederiksen og hans advokat, René Offersen, der kommer til at tage slagene om døråbning og nævningeting.
Især døråbningen er vigtig. Allerede ved at rejse sagen mod Hjort Frederiksen har anklagemyndigheden på sin vis selv bekræftet det, som Hjort Frederiksen er anklaget for at bekræfte, nemlig kabelsamarbejdet med USA. For fandtes det ikke, ville det ikke være en overtrædelse af paragraf 109 at tale om det.
Endnu værre er det, hvis anklagemyndigheden skal fremlægge beviser og føre vidner i en åben retssal. Det vil betyde endnu en blotlæggelse af Efterretningstjenestens engang så velbevarede hemmeligheder.
Det er nærliggende at antage, at anklageren bliver nødt til at lade hele sagen falde, hvis dommerne giver medhold i, at dørene skal være åbne for offentligheden. Skadevirkningen for FE og landets sikkerhed ved en sag vil simpelthen være for stor.
Hermed udstiller sagen endnu et paradoks. Nemlig et sammenstød mellem princippet om offentlighed i retsplejen og hensynet til statens sikkerhed. Vil det overhovedet være muligt at føre sager om overtrædelse af paragraf 109, hvis det skal foregå offentligt? Hvis ikke man kan lukke dørene, vil det fremover være svært at straffe overtrædelser.
Netop det problem er ifølge flere juridiske eksperter netop grunden til, at det i den slags sager er justitsministeren, der har den såkaldte påtalekompetence. Fordi man skal kunne overveje, om en sag skader større hensyn. Der er altså tale om mere end blot, at ministeren er »gummistempel« for anklagemyndigheden, som en af Peter Hummelgaards forgængere formulerede det.
Sagen er dybt politisk, uanset om man vil det eller ej. Og den har ingen vindere, uanset hvordan den ender.
