Vil man have småbørnsforældres udelte opmærksomhed, skal man bare antyde, at de skader deres børns hjerner, når de placerer dem foran skærmen, mens de febrilsk prøver at få hakket grøntsager til kødsovsen.
I Berlingske kunne man for nylig læse, at »skærmtid kan føre til langsigtede hjerneforstyrrelser hos dit barn«, og artiklen skriver sig ind i en lang række af hårrejsende nyheder, der de seneste år har fortalt os, at vores brug af skærme ødelægger vores hjerner og vores evne til at tænke.
Den seneste chokerende nyhed om de »langsigtede hjerneforstyrrelser« handlede om et nyt studie fra Singapore publiceret i tidsskriftet JAMA Pediatrics, der ifølge artiklen skulle vise, at parkeringen af børn foran skærmen i etårsalderen fører til svækkede kognitive evner og problemer med koncentrationen, når ungerne når skolealderen.
Det chokerende studie er blevet slugt af sultne skærmkritikere, men der er flere grunde til at slå koldt vand i blodet i forhold til de opsigtsvækkende konklusioner. Det forklarer Gustav Nilsonne, der er lektor i neurovidenskab ved Karolinska Institutet i Sverige og forsker i videnskabelige studiers metodiske holdbarhed.
»Mit umiddelbare indtryk er, at resultaterne er usikre og sandsynligvis overdrevne,« lyder Nilsonnes svar, da Weekendavisen beder ham kaste et blik på studiet.
»Hjerneforstyrrelserne« er i virkeligheden signaler i målinger af elektriske impulser i hjernen hos en mindre del af børnene, som forskerne har lavet, et halvt år efter at de har spurgt forældrene, hvor meget børnene har siddet foran skærmen.
Studiet finder en sammenhæng mellem skærmtid og hjerneaktiviteten, men ifølge Gustav Nilsonne ved vi ikke, om de signaler, der måles i hjernen hos skærmbørnene, er en god eller dårlig ting, og så kan studiet slet ikke fortælle os, om skærmene har haft nogen som helst indflydelse på hjerneaktiviteten, fordi forskellene allerede kan have været der, før børnene første gang blev parkeret foran skærmen.
Skærmtid eller gener?
Mere håndgribelig er den sammenhæng, der er mellem børnenes skærmbrug som etårige, og hvordan de senere klarede sig i test af koncentration og arbejdshukommelse. Men det er svært at sige, om det er skærmforbruget i sig selv, der får børnene til at klare sig dårligere:
»Jeg har ikke tilbragt meget tid i Singapore, men når jeg kigger rundt i vores samfund i dag, er mit indtryk, at højtuddannede forældre som regel forsøger at holde deres små børn så meget som muligt bort fra skærme, mens forældre med færre ressourcer er mere tilbøjelige til at sætte deres børn foran en iPad eller et tv, fordi børnene så forholder sig i ro, så forældrene for eksempel kan lave mad,« siger Gustav Nilsonne.
På den måde har studiet et stort problem, der også plager mange andre studier af teknologiens betydning for os: Det er langtfra tilfældigt, hvilke børn der har mest skærmtid.
I studiet fra Singapore er det ikke usandsynligt, at det er en særlig slags forældre, der lader deres etårige børn sidde flere timer om dagen foran en skærm; måske er det de forældre, der også på andre områder har mindre overskud til børnene.
Det er også muligt, at forklaringen i virkeligheden skal findes i generne: Kognitive funktioner som koncentration og arbejdshukommelse har vist sig i utroligt høj grad at være arvelige, og hvis ufokuserede forældre er mere tilbøjelige til at give deres børn tid foran skærmen, så går problemerne med koncentration måske i arv uafhængigt af børnenes skærmforbrug.
I forsøget har forskerne forsøgt at kontrollere for betydningen af familiernes indkomst, men i stedet for at reducere sammenhængen, som man ville forvente, får det den til at vokse. Og det er ifølge Nilsonne et tegn på, at noget ikke er, som det skal være i studiet.
Studier – som det af børnene i Singapore – viser, hvordan ny forskning nogle gange næsten kan efterlade os dummere, end vi var i udgangspunktet.
På samme måde har forskere haft svært ved at vise, hvordan skærmtid påvirker faglige præstationer hos voksne. For hvordan ved man, om en eventuel sammenhæng i virkeligheden bare afspejler, at nogle mennesker i udgangspunktet er bedre til at koncentrere sig eller har højere selvkontrol – og at de mennesker måske derfor også har et mere fornuftigt forhold til deres telefoner?
Der er studier, der kan bringe os lidt nærmere et svar. Et eksempel på sådan et studie blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science i 2020. Her havde forskere fået lov at følge danske studerendes faktiske mobilforbrug i timerne ved hjælp af data fra deres telefoner igennem en periode på to år. Ved at se på sammenhængen mellem den enkelte deltagers faktiske telefonforbrug i de enkelte kurser, og hvordan de klarede sig i disse kurser, kan man udelukke, at der bare er tale om »fornuftige« og »ufornuftige« elever.
Deres data viser, at skærmene godt nok lader til at have en negativ indflydelse på elevernes faglige præstationer, men at tidligere studier sandsynligvis har overvurderet betydningen.
»På overfladen viser vores studie, at et højere forbrug af mobiltelefon har en ret markant negativ effekt på, hvor gode karakterer de studerende får. Men når man zoomer ind og følger brugen af mobiltelefonen hos den enkelte studerende i de enkelte kurser, ser sammenhængen med eksamensresultater i de enkelte fag væsentlig mindre ud,« siger Andreas Bjerre-Nielsen, der er lektor ved Institut for Økonomi ved Københavns Universitet og en af forfatterne til studiet.
Eroderet koncentration
En beslægtet bekymring går på, at skærmene har ødelagt en generation af unges evne til at koncentrere sig, men også her er det skuffende svar, at vi ikke rigtigt ved, om det er tilfældet.
Sidste år udgav forfatteren Johann Hari lufthavnsbestselleren Stolen Attention: Why You Can’t Pay Attention, som handler om, hvordan folk over årene er blevet dårligere til at koncentrere sig. Men som den britiske psykolog Stuart Ritchie har bemærket, må selv Hari halvvejs gennem bogen stilfærdigt medgive, at der ikke findes studier, som kan fortælle os, om det faktisk er tilfældet.
Ideen om, at de små skærme har dræbt vores evne til at koncentrere os, er indtil videre et mord uden lig. Til gengæld findes der et studie, der viser, at børn – modsat hvad eksperter vurderer – er blevet bedre til at udskyde deres behov end tidligere.
I virkeligheden handler det måske ikke så meget om, hvor længe børn og unge bruger digitale medier, men om, hvordan de bruger dem.
Et andet udskældt fænomen er multitasking – vores tiltagende tilbøjelighed til hele tiden at lade vores gøremål afbryde af telefonerne eller skifte mellem vores forskellige skærme og de apps og sociale medier, der er på dem.
»Vi kan se i vores data, at skærmtid og multitasking er to helt forskellige ting. Skærmtid i sig selv forklarer ikke rigtigt noget. Det, der er knyttet til opmærksomhedsproblemer hos de yngste deltagere i vores data, er ikke skærmtid i sig selv, men hvor ofte de bliver afbrudt, og hvor tit de gør flere ting på en gang,« siger Susanne Baumgartner, der forsker i unges multitasking og kognitive udvikling ved Universitetet i Amsterdam.
På samme måde som i studiet af de danske studerende forsøger Baumgartner og hendes kolleger at tage højde for, at det langtfra er tilfældigt, hvem der multitasker, ved at kigge på udviklingen over tid.
Unge, som multitasker mere, har ganske rigtigt også flere opmærksomhedsproblemer i hverdagen. De bliver mere distraherede i skolen og får lavere karakterer, forklarer Baumgartner. Men når forskerne ikke bare sammenligner de forskellige deltagere, der multitasker mere eller mindre, men følger den enkeltes udvikling over tid, er det kun de yngste deltagere i alderen 11-13 år, der gradvist ser ud til at få flere opmærksomhedsproblemer over tid som følge af deres multitasking.
Det kan ifølge Baumgartner skyldes, at de unge med tiden lærer at håndtere forstyrrelserne. Men det kan også være udtryk for, at skaden allerede er sket, og opmærksomheden allerede har taget skade:
»Hvor koncentrerede ville vi være, hvis der ikke var noget teknologi? Det kan vi ikke længere svare på, fordi teknologien nu er så fuldstændig integreret i vores liv,« siger Baumgartner.
Men ifølge Baumgartner er det ikke nødvendigvis alle skærme, der har den samme effekt på børn og unges kognitive udvikling. I studiet af de små børn fra Singapore var tv den primære skærm, mens telefonernes små skærme i dag fylder langt mere i vores medieforbrug, og forskellige aktiviteter på skærmene har ikke nødvendigvis den samme påvirkning på børn og unge:
»På en måde er et computerspil eller det at se en film i to timer det modsatte af at multitaske. Her er man jo meget fokuseret på det samme i lang tid, og for eksempel er der studier af videospil, der viser, at folk, der spiller meget, på nogle områder har bedre kognitive evner, fordi de er i stand til at koncentrere sig og har en god rumlig forståelse,« siger Susanne Baumgartner.
Skærme smitter
Nogle taler om, at digitaliseringen af vores samfund er et gigantisk eksperiment, vi udsætter vores børn og unge for. Det får det til at lyde, som om det er et medicinpræparat, vi ansvarsløst giver til ungdommen uden at have testet det ordentligt først.
Men ingen gennemførte store lodtrækningsforsøg, før almindelige mennesker fik lov at lære skriftsproget og pludselig fik bombarderet deres hjerne med Bibelens ord, og sådan fungerer vores samfund heller ikke i dag.
Ingen metode er perfekt, og vi skal nok opgive drømmen om at få uantastelig viden. Problemet med at se på udsving i den enkelte deltagers telefonforbrug som i studiet af de danske studerende er, at man kun indfanger betydningen af at skrue lidt op eller ned for ens brug.
I forsøg kan man bedre styre folks skærmvaner, men her er problemet, at man ofte kun indfanger de kortsigtede effekter i en meget kunstig situation, og derfor er det tvivlsomt, om resultaterne fra laboratorierne fortæller os meget om, hvordan skærmene generelt påvirker vores liv.
Der findes et par studier, der undersøger effekten af helt at forbyde telefoner i skolerne. Her har et britisk og et spansk studie fundet en lille positiv effekt af et forbud, mens et svensk studie ingen effekt har fundet. Men studierne kan vanskeligt tage højde for, at nogle lærere måske indfører forbud i deres egne timer, selvom en skole ikke har et generelt forbud.
Måske er det ikke flere tvivlsomme hjernestudier, vi har brug for, men flere kvalitative studier, der kan supplere konklusionerne fra solide kvantitative studier, ved at se på aspekter, der vanskeligt gøres op i tal:
»Rent anekdotisk har jeg i mine børns institutioner oplevet en politik, hvor man som forælder slet ikke må bruge sin telefon, når man træder ind ad døren. Det har faktisk vist sig at fungere utroligt godt, fordi det betyder, at alle lige pludselig hilser på hinanden,« siger Andreas Bjerre-Nielsen.
»Så måske har telefonerne en betydning for den sociale sammenhæng, som vi ikke opdager med vores kvantitative studier, men som man måske først kan se, hvis man sender nogle antropologer ud i felten for at observere, hvad der faktisk sker.«
Bjerre-Nielsen har sammen med sin tidligere ph.d.-studerende Kristoffer Glavind lavet et studie, hvor de kan se en afsmittende effekt af brugen af telefonerne:
»Når en person for eksempel modtager en sms på sin telefon, kan vi i vores data se, at det gør folk omkring personen mere tilbøjelige til også at kigge på skærmen, og det antyder, at telefonerne ikke bare påvirker den enkelte,« siger Andreas Bjerre-Nielsen.
