Umiddelbart før Ruslands invasion af Ukraine 24. februar sidste år advarede USAs præsident Biden om, at russerne måtte imødese »økonomiske konsekvenser, som ingen før har set«, hvis Putin gjorde alvor af truslerne om at invadere nabolandet. Og allerede i de første dage og uger efter, at russiske styrker havde krydset grænsen til Ukraine, lod Vesten plus allierede lande som Japan og Sydkorea handling følge ord.
De russiske valutareserver deponeret i vestlige banker, i alt 300 milliarder dollar, blev indefrosset. Langt størsteparten af Ruslands banker blev forhindret i at bruge det internationale betalingssystem SWIFT. Eksport af hightech-komponenter til Rusland blev blokeret, fly- og skibsforbindelser afbrudt, flere end 3.000 russiske regeringsembedsmænd og oligarker fik deres formuer i udlandet indefrosset. RusIand blev udelukket fra stort set alle globale idræts- og kulturarrangementer. I de følgende måneder fulgte så sanktioner mod køb af russisk kul, gas og olie i takt med, at især Europa kunne tilpasse sig en ny virkelighed uden billig russisk energi.
Vestens økonomiske eksperter var stort set alle enige om, at sanktionerne ville føre til et »økonomisk ragnarok«, som kunne tvinge præsident Putin til at indstille krigen eller fremkalde et folkeligt oprør. The Institute of International Finance, finansindustriens globale organisation, forudså i marts sidste år, at den russiske økonomi stod over for en minusvækst på 15 procent som følge af sanktionerne.
Og hvad skete der? Den russiske økonomi klarede sig langt bedre, end nogen havde regnet med, igennem 2022 med et fald i væksten på knap tre procent af BNP, især takket være højere olie- og gaspriser end forventet. I Den Internationale Valutafonds nyeste økonomiske forudsigelse for 2023 spås Rusland ligefrem at opnå økonomisk vækst i år. Ikke meget, sølle 0,3 procent af BNP, men alligevel bedre end lande som Tyskland (0,1 procent) og Storbritannien (-0,6 procent).
Importen dykkede i de første måneder efter invasionen, men allerede i september sidste år var den på niveau med importen i 2019, takket være handel med venligsindede eller neutrale lande som Kina, Indien, Tyrkiet og de arabiske lande. Inflationen lader til at være kommet under kontrol. Arbejdsløsheden er – ifølge de officielle russiske tal – fortsat lav, 3,9 procent. Der er ingen synlig mangel på forbrugsvarer i de russiske butikker og supermarkeder.
Nok skal de russiske tal tages med et gran salt. En del økonomiske nøgletal er mørklagte, andre menes at være fabrikerede. Den skjulte arbejdsløshed i Rusland er langt større end den officielle, fordi mange bliver sendt på ferie uden løn. I det russiske BNP fremstår produktionen stort set uændret, hvilket formentlig dækker over en stor forøgelse af den militære produktion på bekostning af egentlig fremstillingsindustri.
Men formentlig rammer Sergej Aleksasjenko, tidligere vicedirektør for den russiske nationalbank, meget præcist, da han for nylig i Washington summerede situationen op således, ifølge The Washington Post: »I stedet for vækst har vi nedgang. Men det er afgjort ikke noget sammenbrud, det er ingen katastrofe. Vi kan ikke sige, at den russiske økonomi ligger i ruiner, og at Putin mangler midler til at fortsætte krigen.«
Overdrevne forventninger
Så hvad pokker er der sket? Hvorfor har den russiske økonomi vist sig så modstandsdygtig over for nogle af de mest drakoniske sanktioner, verden endnu har set?
Gary Hufbauer er seniorforsker ved den amerikanske tænketank Peterson Institute for International Economics (PIIE) og ekspert i internationale sanktioner. Over en forbløffende god telefonforbindelse til »et sted i New Mexicos bjerge« giver han sin vurdering af sanktionernes nyttevirkning eller mangel på samme.
»Jeg har i mine skriverier kigget på over 200 tilfælde af brug af sanktioner i løbet af det seneste århundrede, og det viser sig i næsten alle tilfælde, at de, der iværksætter sanktionerne, har overdrevne forventninger til, hvad de kan udrette.«
»Og hvis sanktioner virker, er det på lang sigt,« fortsætter Hufbauer. »Der er få tilfælde, hvor sanktioner fra USA eller Vesten mod et lille land har fået landets ledelse til at ændre politik, men som hovedregel sker det ikke. Tag lande som Nordkorea og Cuba. Begge har været isoleret fra verdensøkonomien i årtier. Men landene har stadig de samme autoritære ledere, og sanktionerne har ikke fået dem til at ændre politik, selvom de tydeligvis har ramt begge landes økonomier meget markant. Eller tag Iran – et land med mange højtuddannede mennesker, men med dystre økonomiske udsigter, også som et resultat af sanktioner. På trods af uroligheder på det seneste er der intet tegn på, at de regerende mullahers position er truet.«
Tilfældet Rusland falder helt inden for de opskruede forventningers kategori, mener Hufbauer.
Udelukkelsen af de fleste russiske banker fra det internationale betalingssystem SWIFT blev i marts sidste år udråbt som en »finansiel atombombe«, der stort set umuliggjorde russisk samhandel med omverdenen. »Vi glemte et øjeblik, at der er mange måder at overføre penge på, selv hvis vi ser bort fra kryptovaluta,« siger Hufbauer. »Kina har opsat et konkurrerende netværk til SWIFT, som har vist sig meget nyttigt for den russiske handel. Bankerne i den ikkevestlige verden ligger inde med store dollarbeholdninger, der kan flyttes rundt – alene antallet af fysiske 100 dollarsedler uden for USA udgør omkring en milliard dollar. Der er andre valutaer, der kan bruges, den japanske yen, schweizerfrancen. Der er guldbeholdninger for andre milliarder af dollar – de er ikke så lette at flytte rundt på, men det kan lade sig gøre. Så SWIFT er ikke så afgørende for de globale pengeoverførsler, som det engang så ud til at være.«
Heller ikke Vestens gradvist indførte stop for import af russisk olie og olieprodukter har ramt den russiske statskasse i det omfang, vi havde ønsket.
»Lande som Indien, Pakistan, Kina og et stort antal afrikanske stater har aftaget langt mere russisk olie, end vi oprindelig havde forventet,« siger Hufbauer. »Hvis man skal være lidt kynisk, kan man sige, at Vestens sanktioner i alt fald har hjulpet disse lande til at sikre sig olie til favørpris. Olieeksporten indbringer p.t. kun russerne 45 dollar pr. tønde, hvor Brent-markedsprisen (standardprisen på europæisk råolie, red.) nu er omkring de 80 dollar pr. tønde, men sælger man nok af den, giver det stadig Rusland betydelige indtægter.«
Spøgelsestankskibe
Den 5. december sidste år trådte EUs embargo mod russisk olie i kraft. Samtidig indførte de vestlige lande et prisloft på 60 dollar pr. tønde for, hvor meget den russiske olie måtte indbringe på det globale marked. Vestlige rederier fik forbud mod at fragte olie, der blev solgt over denne pris, ligesom vestlige selskaber ikke måtte forsikre olielasten, hvis prisen oversteg de 60 dollar. Prisloftet har indtil videre fungeret – prisen på russisk olie var i januar i år faldet med 46 procent i sammenligning med den sidste måned før invasionen, januar 2022.
Spørgsmålet er, hvor længe endnu Rusland vil være afhængig af vestlige rederier og forsikringsselskaber. Det er i løbet af få måneder lykkedes russerne at opbygge en flåde af »spøgelsestankskibe«, hvis ejerskab fortoner sig i det dunkle, og som sejler rundt på havene med slukkede transpondere for at skjule sine bevægelser – mange af de samme skibe, der tidligere fragtede olie fra Iran, Venezuela eller andre sanktionsramte lande. Alene på de tre måneder fra november sidste år til februar i år er omfanget af russisk olie fragtet af disse spøgelsestankskibe tredoblet, ifølge Financial Times. Det er tilsyneladende heller ikke noget problem at anskaffe sig de forsikringspapirer, der kræves for at anløbe en havn eller sejle i bestemte farvande.
»Skrantende tankskibe, der burde være på vej til ophuggeren, sejler nu i stedet rundt på verdens oceaner for at bringe russisk olie til Kina, Indien og andre modtagerlande. Og de stærkt overbebyrdede maritime myndigheder i de ofte små lande, hvor plimsollerne er indregistreret, gør intet for at tjekke, at skibenes tilstand eller forsikringspapirer er i orden,« siger Elisabeth Braw, forsker ved tænketanken The American Enterprise Institute og ekspert i den globaliserede økonomi.
»Hvis et af disse oliefartøjer får en lækage, viser det sig sandsynligvis, at der ikke er nogen forsikring, der dækker, og ikke er nogen, der vil rydde op efter dem. Det kan føre til en gigantisk miljøkatastrofe, og der er ingen at stille til ansvar. Og vi har jo intet globalt maritimt politi til at tage sig af den slags. Det burde virkelig være en sag for miljøorganisationer som Greenpeace,« siger Braw over telefonen fra Washington.
Heller ikke Hufbauer ser de store muligheder for at komme den »sorte« transport af russisk olie til livs. »Den eneste måde, hvorpå du kan stoppe denne trafik, er ved at bruge militær magt. Men at stoppe disse tankskibe i internationalt farvand er et skridt, USA og Vesten ikke ønsker at tage. Dels har vi ikke ret til det – de sanktioner, skibene er med til at omgå, er jo ikke FN-sanktionerede. Og hvis vi stopper skibe på vej med billig olie til for eksempel et land som Indien, vil vi gøre inderne vrede og kaste dem endnu mere i armene på Rusland,« siger Hufbauer.
»På bundlinjen står, at Vesten har gjort det, vi kan, hvad angår olien – nemlig at reducere den pris, russerne får for den. Det er formentlig det maksimale, vi kan opnå.«
Langsigtet
Ét er, at sanktionerne mod Rusland langtfra har haft den virkning, alle forventede, da de blev indført. Men betyder det, at de slet ikke har haft nogen effekt? Det afviser Hufbauer.
»En af de mest succesfulde sanktioner har været det stop for salg af vestlig teknologi, der blev indført lige efter invasionen, og den exodus af store vestlige selskaber, vi har set. Og dette tab af vestlig teknologi og knowhow er ikke noget, Indien og Kina umiddelbart kan erstatte,« siger Gary Hufbauer.
»Allerede nu ser vi, at Rusland er ved at løbe tør for teknologi til deres militære hardware og er afhængigt af indkøb af droner og ammunition fra et land som Nordkorea. Og på lang sigt vil manglen på vestlig teknologi og det brain drain, Rusland har oplevet det seneste år – mellem en halv million og en million har forladt landet, ofte højtuddannede unge – komme til at præge Rusland i mange år og vil reducere landets vækst fremover. Sådan er det med sanktioner – når de virker, gør de det på lang sigt. Det er en maraton, ikke en spurt.«
