POLITIKERNE skal da repræsentere os allesammen! Sådan lyder det med bekymring fra folk, der konstaterer, at de folkevalgte udklækkes i et lukket system med sjælden kontakt til almindelige mennesker eller et »normalt arbejde«. Men ser man aktuelt på politikernes problemer, synes de at ligne helt almindelige menneskers. I denne uge meddelte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, at han »trækker stikket og går på orlov« på ubestemt tid. SFs Jakob Mark har forklaret, hvordan han blev syg og mistede synet efter langvarig overbelastning. LAs Alex Vanopslagh fik både stress og angst. Og socialdemokraten Simon Kollerup måtte sygemeldes på grund af presset på ham som minister.
ER det opsigtsvækkende, når det rammer toppolitikere, lyder deres forklaringer på overbelastningen helt som dem, der udtrykkes af deres vælgere: forventninger, der både vokser og er diffuse. Krav, der stjæler al deres tid og overbebyrder deres nervesystem. Et arbejde, der går i ét med fritiden. Og en enorm acceleration i de systemer, de indgår i: Der skal leveres stadig hurtigere, tolerancen for fejl er stadig mindre. Politikernes konstante digitale tilstedeværelse får dem til at minde om teenagere på SoMe-speed. Det må være rædsomt. At Ellemann selv lagde meddelelsen om sit ildebefindende ud med en selfie er jo – sygt.
SOM samfund er det godt, at vi er blevet så meget bedre til at tale åbent om psykiske problemer. At gå ned med stress er alvorligt, og det er en lidelse, der indtil i forgårs var et decideret tabu. De færreste turde indrømme det, slet ikke toppolitikere. De foretrak den mest udbredte form for behandling af psykiske lidelser: alkohol og selvdestruktion. Både Ellemanns åbenhed og de seneste dages imødekommende reaktion er opmuntrende.
VILKÅR for de folkevalgte er væsentlige at diskutere. De politiske systemer er accelereret på en måde, der er decideret skadelig – for både politikerne selv og kvaliteten af de beslutninger, de træffer. Det skyldes naturligvis delvis omgivelsernes, særligt mediernes, opmærksomhed og forventninger til hurtige løsninger på komplicerede problemer. Men den afgørende forklaring er politikerne selv. Der er ofte kun dårlige grunde til lynhurtige høringer eller evindelige ministerspørgsmål. Det er ofte politikerne, der fører an i urimelig og hyklerisk kritik af deres modstandere. Og måske behøver de ikke være på sociale medier hele døgnet? Det er politikernes ansvar at skabe rammerne og genvinde magten over deres arbejdsliv.
UDSATTE er toppolitikerne under alle omstændigheder. De har et markant ansvar, og det gør dem sårbare i en grad, de færreste ville kunne udholde. Derfor er de ikke »almindelige mennesker«, og det skal de heller ikke være. Nogle – de fleste – er ikke skabt til toppolitik. Man skal derfor være meget varsom med at kræve alle mulige tiltag, der nu skal beskytte politikerne mod krav og forventninger. Presset fra medierne skyldes ikke mindst politikernes tiltagende forsøg på at undgå kritiske spørgsmål og dække sig bag topstyret, meningsløs kommunikation. Åbenhed om politikernes arbejdsforhold og de problemer, de kan medføre, er godt. Men åbenhed om politiske beslutninger og deres konsekvenser er lige så godt. Politikerne skal passe på sig selv. Men det gavner ikke demokratiet, at de lukker sig endnu mere inde.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
