Jordskælv. Både Rusland og Ukraine har været hurtige til at sende hjælp til det historisk hårdt ramte Tyrkiet. Begge de slaviske lande har brug for at pleje forholdet til tyrkerne, som spiller en central rolle i krigen mellem dem.

Kamp om at vise størst medfølelse

En gang imellem må man erkende, at Vladimir Putin kender sin besøgelsestid. Den 11. september 2001 var han for eksempel så hurtig til at ringe til George W. Bush, at han så vidt vides blev den første statsleder til at udtrykke sin opbakning til den daværende amerikanske præsident og USAs befolkning, som netop var blevet ramt af et islamistisk terrorangreb.

»Det mest betydningsfulde telefonopkald i det 21. århundrede,« blev det senere beskrevet af Garry Kasparov, den russiske eksilpolitiker og eksverdensmester i skak.

Ifølge Kasparov havde Putin dengang held med at overbevise Bush og andre vestlige ledere om, at han var Vestens ven og allierede. Og det på trods af at han som nyvalgt russisk præsident allerede var ved at stække de Kreml-kritiske tv-kanaler og havde sikret den sovjetiske nationalmelodi et comeback.

Mandag var Putin igen hurtig på telefonaftrækkeren, da han udtrykte sin medfølelse over for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og det tyrkiske folk i kølvandet på et af de mest ødelæggende jordskælv i landets historie. I skrivende stund melder tyrkerne om næsten 13.000 omkomne. I nabolandet Syrien har man registreret knap 3200. Dødstallene forventes at stige, i takt med at myndighederne får ryddet op ved de ødelagte bygninger og får dannet sig et overblik over katastrofens omfang.

Russerne var blandt de første udlændinge til at hjælpe begge de hårdt ramte lande. I Syrien gik udstationerede russiske soldater allerede i løbet af mandag i gang med at fjerne murbrokker og udlevere nødhjælp. I Tyrkiet landede russiske redningsfolk og læger natten til tirsdag i den sydlige millionby Adana, hvorfra de straks kørte videre til de mest udsatte områder.

Dermed var de klart hurtigere på plads end en lignende redningsgruppe fra Ukraine. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, viste internationalt overskud ved at beordre den afsted på trods af den hårde situation ved frontlinjen, hvor mange soldater og civile ukrainere egentlig også kunne bruge en hjælpende hånd.

Sultanen i midten

For både Rusland og Ukraine er det vigtigt at bevare og om muligt forbedre det allerede forholdsvis tætte forhold til Tyrkiet og Erdoğan, som nu i snart et år har formået at balancere mellem de to krigsparter. På den ene side har Tyrkiet støttet Ukraines territoriale integritet og forsynet landet med de berømte Bayraktar-droner, der især i starten af krigen hjalp ukrainerne med at afværge det indledende russiske angreb mod Kyiv.

Tilmed var Erdoğan en af hovedarkitekterne bag kornaftalen, der gjorde det muligt for Ukraine at fragte sit korn gennem Sortehavet. Da Putin på et tidspunkt suspenderede aftalen, holdt Erdoğan fast i den og tvang Ruslands præsident til at lade den ukrainske korneksport fortsætte.

På den anden side har Tyrkiet hverken vendt sig mod Rusland eller tilsluttet sig de mange sanktioner, som Vesten har indført for at straffe verdens største aggressorland for krigen i Ukraine. Tværtimod har tyrkerne til en vis grad profiteret på konflikten. For eksempel har luftfartsselskabet Turkish Airlines tjent godt på russiske flygtninge og turister, der ikke længere kan flyve direkte til Vesten, men sagtens kan komme frem ved at mellemlande i Istanbul.

Mens Europa har skruet kraftigt ned for import af russisk olie og gas, fortsætter Tyrkiet ufortrødent med at bruge gasrørledningerne TurkStream og Blue Stream og diskuterer endda en mulig udvidelse af gassamarbejdet med Rusland. Og som bekendt har Erdoğan foreløbig forhindret Sverige og Finland i at blive NATO-medlemmer.

På det personlige plan har Erdoğan cementeret sin styrkeposition ved at demonstrere, at Putin og Zelenskyj begge har mere brug for ham, end han har brug for dem. Under et asiatisk topmøde i Usbekistan lod han således Putin stå og vente på ydmygende vis foran alverdens kameraer.

Da Tyrkiets præsident kom til Ukraine, undlod han at tage til hovedstaden, Kyiv, sådan som de fleste vestlige statsledere efterhånden har gjort. I stedet stoppede han i den vestukrainske by Lviv og fik Zelenskyj til at rejse hele vejen til den ukrainsk-polske grænse.

Miskreditering

Da Ukraine og Rusland forsøgte sig med fredsforhandlinger i foråret sidste år, var det til dels med Tyrkiet som mægler. Skulle forhandlingerne blive genoptaget i fremtiden, kan det meget vel igen ske på tyrkisk territorium. Men foreløbig er både Ukraine og Rusland interesserede i at miskreditere modparten i tyrkernes øjne:

»Sådan bider de den hånd, der fodrer dem: Ukrainerne hoverer over tyrkerne,« lyder en aktuel overskrift fra det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

Ligesom andre russiske skribenter og medier henviser artiklens forfatter til de angiveligt spydige kommentarer fra ukrainske sociale medier.

»Det er Guds straf til dem (tyrkerne, red.), fordi de tager imod russiske turister,« står der for eksempel i en kommentar, der ifølge Moskva-netavisen Podmoskovje Segodnja er skrevet af en ukrainsk kvinde.

Kommentaren kan være forfalsket. Og den kan også være god nok: Dagligt bliver der offentliggjort millioner af den slags på nettet, og det er næppe svært at finde nogle rabiate blandt dem. Ukrainerne gør det samme, når de holder øje med russerne:

»Så kan I (tyrkerne, red.) lære det, møgsvin, det er straffen for Donbas (i Østukraine, red.),« skriver en russisk bruger ifølge den populære ukrainske nyhedskanal Insider UA, der har over 1,4 millioner følgere på besked- og nyhedstjenesten Telegram.

»Det er en himmelsk straf til Tyrkiet for, hvad landet har gjort mod Rusland,« supplerer russerinden »Marina«.

Foreløbig tyder intet på, at den slags rigtige eller opfundne kommentarer får indflydelse på Tyrkiets udenrigspolitiske kurs. Som flere iagttagere har bemærket, er det nemlig gunstigt for Erdoğan at spille på begge heste.

For Putin er det simpelt: Han vil helst have, at Erdoğan bliver genvalgt i maj, fordi den demokratiske tyrkiske opposition umiddelbart er mere ruslandsskeptisk end landets autoritære leder.

Én ting kan man dog være sikker på. Om det bliver Erdoğan eller modkandidaten, vil Putin være blandt de første til at lykønske Tyrkiets nyvalgte præsident.